Du er her:
Fruen fra havet
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
1.utg: [I]
HIS: 503
HU: 49
FRUEN FRA HAVET
SKUESPIL I FEM AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1888

 
1.utg: [II]
1.utg: [III]
FRUEN FRA HAVET
1.utg: [IV]
HIS: 504
HU: 51
Personerne
DOKTOR WANGEL, distriktslæge
FRU ELLIDA WANGEL, hans anden hustru

BOLETTE
HILDE, halvvoksen hans døttre af første ægteskab
OVERLÆRER ARNHOLM
LYNGSTRAND
BALLESTED
EN FREMMED MAND
UNGE FOLK FRA BYEN
TURISTER
SOMMERGÆSTER
Handlingen foregår ved sommertid i en liden fjordby i det nordlige Norge.
1.utg: [1]
HU: 53
HIS: 505
FØRSTE AKT
Doktor Wangels hus med stor overbygget veranda til venstre. Have foran og omkring. Nedenfor verandaen en flagstang. Til højre i haven en løvhytte med bord og stole. Hækkegærde med en liden indgangsdør i baggrunden. Bag gærdet en vej langs stranden. Allé ved vejen. Mellem træerne ses fjorden og høje fjeldrækker og tinder i det fjerne. Det er en varm og strålende klar sommermorgen.
Ballested, middelaldrende, iført en gammel fløjelsjakke og med bredskygget kunstnerhat, står under flagstangen og steller med linen. Flaget ligger på jorden. Lidt fra ham et staffeli med et opspændt lærred. Ved siden af ligger på en feltstol pensler, palet og en malerkasse.
Bolette Wangel kommer fra den åbne havestuedør ud på verandaen. Hun bærer en stor vase med blomster, som hun sætter på bordet.
BOLETTE
Nå, Ballested, – får De det så til at glide?
BALLESTED
Ja vel, frøken. Det er en smal sag. – Med tilladelse, – venter De fremmede på besøg idag?
BOLETTE
Ja, vi venter overlærer Arnholm hid til os i formiddag. Han er kommen til byen i nat.
1.utg: 2
HIS: 506
BALLESTED
Arnholm? Bi lidt –. Hed han ikke Arnholm, han, som var huslærer her for en del år siden?
BOLETTE
Jo. Det er netop ham.
BALLESTED
Se, se. Kommer han nu på disse kanter igen.
BOLETTE
Det er derfor vi gerne vil flage.
BALLESTED
Ja, det er jo nok så rimeligt da.
Bolette går ind i havestuen igen.
Lidt efter kommer Lyngstrand frem på vejen fra højre og standser interesseret, da han ser staffeliet og malersagerne. Han er en spæd ung mand, tarveligt, men ordentligt klædt og af et svageligt udseende.
LYNGSTRAND udenfor ved hækken
God morgen.
BALLESTED vender sig
Håh –! God morgen. (hejser flaget
HU: 54
op)
Se så, – nu går ballonen. (gør linen fast og gir sig at skaffe ved staffeliet) God morgen, meget ærede. Jeg har rigtignok ikke den fornøjelse at –
1.utg: 3
LYNGSTRAND
De er visst maler, De.
HIS: 507
BALLESTED
Ja, begribeligvis. Skulde jeg ikke være maler også?
LYNGSTRAND
Jo, jeg kan se det. – Måtte jeg ikke få lov at komme lidt indenfor?
BALLESTED
Vil De kanské ind og se på?
LYNGSTRAND
Ja, det vilde jeg så svært gerne.
BALLESTED
Å, der er ikke noget betydeligt at se endnu. Men vær så artig. Træd De kun nærmere.
LYNGSTRAND
Mange tak.
Han kommer ind gennem havedøren.
BALLESTED maler
Det er fjorden der inde mellem øerne, som jeg holder på med.
1.utg: 4
LYNGSTRAND
Jeg ser det, ja.
BALLESTED
Men figuren mangler endnu. Her i byen er der ikke en model at opdrive.
HIS: 508
LYNGSTRAND
Skal der være en figur også?
BALLESTED
Ja. Inde ved skæret her i forgrunden skal der ligge en halvdød havfrue.
LYNGSTRAND
Hvorfor skal hun være halvdød?
BALLESTED
Hun har forvildet sig ind fra havet og kan ikke finde ud igen. Og så ligger hun her og omkommer i brakvandet, forstår De.
LYNGSTRAND
Nå, således.
BALLESTED
Det var fruen her i huset, som satte mig på tanken at male sligt noget.
1.utg: 5
LYNGSTRAND
Hvad vil De kalde det billede, når det blir færdigt?
BALLESTED
Jeg agter at kalde det «havfruens ende».
LYNGSTRAND
Det passer bra’. – De kan visst få noget godt ud af dette her.
HU: 55
BALLESTED
ser på ham
Mand af faget måské?
HIS: 509
LYNGSTRAND
Maler, mener De?
BALLESTED
Ja.
LYNGSTRAND
Nej, jeg er ikke det. Men jeg skal bli’ billedhugger. Jeg heder Hans Lyngstrand.
BALLESTED
Så De skal bli’ billedhugger? Ja ja, skulpturkunsten er også en net, flot kunst. – Jeg tror, jeg har set Dem på gaden et par gange. Har De opholdt Dem længe her hos os?
1.utg: 6
LYNGSTRAND
Nej, jeg har bare været her en fjorten dages tid. Men jeg vil se, om jeg kan få bli’ her sommeren ud.
BALLESTED
Nyde badelivets behageligheder? Hvad?
LYNGSTRAND
Ja, jeg skulde se at komme mig lidt til kræfter.
BALLESTED
Dog vel ikke svagelig?
LYNGSTRAND
Jo, jeg er ligesom lidt svagelig af mig. Men det er ikke noget videre farligt. Det er bare sådant noget med trangpustenhed for brystet.
HIS: 510
BALLESTED
Pyt, – den slags bagateller! For resten skulde De nu tale med en kyndig læge alligevel.
LYNGSTRAND
Jeg har tænkt på at spørge doktor Wangel ved lejlighed.
BALLESTED
Ja, gør det. (ser ud til venstre) Der kommer en dampbåd igen. Stoppende fuldt af passagerer
1.utg: 7
ombord. Det er dog et mageløst opsving, rejselivet har ta’t her i de sidste år.
LYNGSTRAND
Ja, her er rigtig en svær trafik, synes jeg.
BALLESTED
Fuldt op af sommergæster er her også. Jeg er mangen gang bange for, at vor gode by skal tabe sit præg ved alt dette fremmede væsen.
LYNGSTRAND
Er De barnefødt her i byen?
BALLESTED
Nej, jeg er ikke det. Men jeg har akkla-
HU: 56
akklimatiseret mig. Jeg føler mig knyttet til stedet ved tidens og vanens bånd.
LYNGSTRAND
De har altså boet længe her?
BALLESTED
Nå, en sytten–atten år. Jeg kom hid med Skives teaterselskab.
HIS: 511
Men så geråded vi i finansielle vanskeligheder. Og så opløste selskabet sig og spredtes for alle vinde.
LYNGSTRAND
Men De selv blev altså igen?
1.utg: 8
BALLESTED
Jeg blev. Og det har jeg ståt mig nokså godt på. Jeg virked nemlig dengang nærmest i dekorationsfaget, skal jeg sige Dem.
Bolette kommer ud med en gyngestol, som hun sætter på verandaen.
BOLETTE taler ind i havestuen
Hilde, – se om du kan finde den brodérte fodskammelen til far.
LYNGSTRAND går hen under verandaen og hilser
God morgen, frøken Wangel!
BOLETTE ved rækværket
Nej se, er det Dem, herr Lyngstrand? God morgen. Undskyld et øjeblik, – jeg skal bare – (går ind i huset)
BALLESTED
Kender De familjen her?
LYNGSTRAND
Ikke videre. Jeg har bare truffet frøkenerne hist og her hos andre. Og så talte jeg lidt med fruen, sidst der var musik oppe på «Udsigten». Hun sa’, jeg måtte gerne komme og besøge dem.
HIS: 512
BALLESTED
Nå, ved De hvad, – De skulde kultivere det bekendtskab.
1.utg: 9
LYNGSTRAND
Ja, jeg har også tænkt på at gøre et besøg. Sådan en visit at kalde for. Når jeg nu bare kunde finde en anledning –
BALLESTED
Å hvad, – anledning – (ser ud til venstre) Død og plage! (samler sine sager sammen) Dampbåden er alt inde ved bryggen. Jeg må hen i hotellet. Kanské nogen af
HU: 57
de nyankomne har brug for mig. Jeg virker nemlig som hårskærer og frisør også, skal jeg sige Dem.
LYNGSTRAND
De er visst svært alsidig, De.
BALLESTED
Man må vide at ak-klimatisere sig i diverse fag på småstederne. Skulde De nogen gang tiltrænge et eller andet i hårvejen, – lidt pomade eller sligt, så spørg De bare efter danselærer Ballested.
LYNGSTRAND
Danselærer –?
BALLESTED
Formand i « Hornforeningen», om De så vil. I aften har vi koncert oppe på «Udsigten». Farvel, – farvel!
Han går med malersagerne gennem stakitdøren og videre ud til venstre.
1.utg: 10
Hilde kommer ud med skammelen. Bolette bringer flere blomster. Lyngstrand hilser på Hilde, nede fra haven.
HIS: 513
HILDE
ved rækværket, uden at hilse igen
Bolette sa’, at De havde vovet Dem indenfor idag.
LYNGSTRAND
Ja, jeg tog mig den frihed at gå lidt indenfor.
HILDE
Har De været ude og gå’t morgentur nu?
LYNGSTRAND
Å nej, – det blev nok ikke nogen lang tur idag.
HILDE
Har De været i bad da?
LYNGSTRAND
Ja, jeg var ude i sjøen en liden stund. Jeg så Deres mor dernede. Hun gik ind i sit badehus.
HILDE
Hvem gjorde det?
LYNGSTRAND
Deres mor.
HILDE
Nå så, nå.
Hun sætter skammelen foran gyngestolen.
1.utg: 11
BOLETTE
ligesom afbrydende
Så De ikke noget til fars båd ude på fjorden?
HIS: 514
LYNGSTRAND
Jo, jeg syntes jeg så en sejlbåd, som styred indover.
HU: 58
BOLETTE
Det var visst far. Han har været ude i sygebesøg på øerne.
Hun ordner et og andet ved bordet.
LYNGSTRAND et skridt oppe på trappen til verandaen
Nej, her er da rigtig staseligt med blomster –!
BOLETTE
Ja, ser det ikke godt ud?
LYNGSTRAND
Å, det ser dejligt ud. Det ser ud, som om her var en højtidsdag i huset.
HILDE
Det er det såmæn også.
LYNGSTRAND
Kunde næsten skønne det. Det er visst Deres fars geburtsdag idag.
1.utg: 12
BOLETTE
advarende til Hilde
Hm – hm!
HILDE uden at bryde sig om det
Nej, mors.
LYNGSTRAND
Nå så, – Deres mors er det.
HIS: 515
BOLETTE
sagte, vred
Men, Hilde –!
HILDE ligeså
La’ mig være! (til Lyngstrand) De skal vel gå hjem og få Dem frokost nu?
LYNGSTRAND stiger ned fra trappen
Ja, jeg skulde vel se at få mig lidt til livs.
HILDE
De synes da visst, at De lever rigtig godt der borte på hotellet?
LYNGSTRAND
Jeg bor ikke længer på hotellet. Det blev mig for dyrt.
1.utg: 13
HILDE
Hvor bor De da nu?
LYNGSTRAND
Nu bor jeg oppe hos madam Jensen.
HILDE
Hvilken madam Jensen?
LYNGSTRAND
Jor’moren.
HILDE
Undskyld, herr Lyngstrand, – men jeg har virkelig andet at bestille end at –
HIS: 516
LYNGSTRAND
Å, jeg skulde visst ikke ha’ sagt det der.
HILDE
Hvilket noget?
LYNGSTRAND
Det, som jeg sa’.
HILDE måler ham, unådigt
Jeg forstår Dem aldeles ikke.
HU: 59
LYNGSTRAND
Nej, nej. Men så vil jeg da sige frøkenerne farvel så længe.
1.utg: 14
BOLETTE
kommer frem til trappen
Farvel, farvel, herr Lyngstrand. De får rigtig ha’ os undskyldt for idag –. Men siden en gang, – når De får rigtig god tid – og når De har lyst, – så må De endelig se indom og hilse på far og – og på os andre.
LYNGSTRAND
Jo, mange tak. Det skal jeg så inderlig gerne gøre.
Han hilser og går ud gennem havedøren. I det han går forbi på vejen udenfor til venstre, hilser han endnu en gang op til verandaen.
HILDE halvhøjt
Adjø, mosjø! Værs’go’ og hils mor Jensen fra mig.
BOLETTE sagte, rusker hende i armen
Hilde –! Din uskikkelige unge! Er du rent gal! Han kunde gerne høre dig!
HIS: 517
HILDE
Pyt, – tror du, jeg bryr mig om det!
BOLETTE ser ud til højre
Nu kommer far.
Doktor Wangel, rejseklædt og med en liden vadsæk i hånden, kommer frem på fodstien fra højre.
1.utg: 15
WANGEL
Se, her har I mig igen, småpiger!
Han går ind gennem stakitdøren.
BOLETTE går ham imøde nede i haven
Å, det var da dejligt, at du kom.
HILDE går også ned til ham
Har du gjort ifra dig for hele dagen nu, far?
WANGEL
Å nej, jeg får nok ned på kontoret en liden stund siden. – Sig mig, – ved I om Arnholm er kommet?
BOLETTE
Ja, han kom inat. Vi har havt bud henne i hotellet.
WANGEL
Altså ikke set ham endnu?
BOLETTE
Nej. Men han kommer visst ind til os i formiddag.
HIS: 518
WANGEL
Ja, det gør han ganske sikkert.
HU: 60
HILDE
trækker i ham
Far, nu må du da sé dig om.
1.utg: 16
WANGEL
ser hen mod verandaen
Ja, jeg ser det nok, barn. – Her er jo rigtig festligt.
BOLETTE
Ja, synes du ikke, vi har fåt det pent i stand?
WANGEL
Jo, det må jeg rigtignok sige. – Er – er vi alene i huset nu?
HILDE
Ja, hun er gåt i –
BOLETTE falder raskt ind
Mor er i bad.
WANGEL ser venligt på Bolette og klapper hende på hodet. Derpå siger han lidt nølende
Hør nu, småpiger, – vil I ha’ alt dette her stående således hele dagen? Og flaget hejst hele dagen også?
HILDE
Å, men det kan du da vel sagtens tænke dig, far!
WANGEL
Hm, – ja vel. Men, ser I –
1.utg: 17
HIS: 519
BOLETTE
blinker og nikker til ham
Du kan da vel skønne, at vi har gjort det alt sammen for overlærer Arnholms skyld. Når slig en god ven kommer første gang og hilser på dig –
HILDE smiler og rusker i ham
Tænk, – han, som har været Bolettes lærer, far!
WANGEL med et halvt smil
I to er mig rigtig et par poliske –. Nå, herre gud, – det er jo i grunden så ganske naturligt, at vi erindrer hende, som ikke mere er iblandt os. Men alligevel. Se der, Hilde. (gir vadsækken fra sig) Ned på kontoret med den. – Nej, småpiger, – jeg liker ikke dette her. Ikke måden, forstår I. Dette, at vi således hvert år –. Nå, – hvad skal man sige! Det kan vel sagtens ikke gøres anderledes.
HILDE vil gå gennem haven til venstre med vadsækken, men standser, vender sig og peger ud
Se den herren, som kommer der borte. Det er visst overlæreren.
BOLETTE ser derhen
Han der? (ler) Nej, du er god, du! Tror du den halvgamle fyren er Arnholm!
1.utg: 18
HU: 61
WANGEL
Nå, bi lidt, barn. Jo så min sandten tror jeg ikke det er ham! – Jo visst er det så, jo!
BOLETTE stirrer derhen, stille forbauset
Ja, ved gud, tror ikke jeg også –!
HIS: 520
Overlærer Arnholm, i elegant formiddagsdragt, med guldbriller og en tynd stok, kommer udenfor på vejen fra venstre. Han har et noget overanstrængt udseende, ser ind i haven, hilser venligt og går ind gennem stakitdøren.
WANGEL går ham imøde
Velkommen, kære overlærer! Hjertelig velkommen på gamle tomter igen!
ARNHOLM
Tak, tak, doktor Wangel. Tusend tak skal De ha’.
De ryster hinandens hænder og går sammen fremover i haven.
ARNHOLM
Og der har vi børnene! (rækker dem hænderne og ser på dem) De to skulde jeg neppe ha’ kendt igen.
WANGEL
Nej, det tror jeg nok.
ARNHOLM
Å jo, – kanské dog Bolette. – Jo, Bolette skulde jeg nok ha’ kendt.
1.utg: 19
WANGEL
Knapt nok, tænker jeg. Det er jo også nu en otte–ni år siden, De så hende sidst. Å ja, her er sagtens mangt og meget forandret i den tid.
ARNHOLM ser sig om
Jeg synes egentlig ikke det. Når jeg undtager, at træerne er vokset adskilligt til – og så at der er anlagt den løvhytten der –
HIS: 521
WANGEL
Å nej, sådan i det ydre –
ARNHOLM smiler
Og så det, naturligvis, at nu har De jo to store giftefærdige døttre i huset.
WANGEL
Å, giftefærdig er da vel bare den ene.
HILDE halvhøjt
Nej, hør på far!
WANGEL
Men nu tænker jeg, vi sætter os op på verandaen. Der er svalere end her. Vær så god.
1.utg: 20
ARNHOLM
Tak, tak, kære doktor.
De går derop. Wangel anviser Arnholm plads i gyngestolen.
WANGEL
Se så. Nu skal De bare sidde ganske rolig og
HU: 62
hvile Dem ud. For De ser virkelig noget anstrængt ud efter rejsen.
ARNHOLM
Å, det betyder ingenting. Her i disse omgivelser –
BOLETTE til Wangel
Skal vi ikke bringe lidt sodavand og saft i havestuen? Her ude bliver det visst snart for varmt.
HIS: 522
WANGEL
Jo, gør det, småpiger. Lad os få sodavand og saft. Og så lidt konjak kanské.
BOLETTE
Skal det være konjak også?
WANGEL
Bare lidt. Om nogen skulde ville ha’.
BOLETTE
Ja, ja da. Hilde, gå så ned på kontoret med vadsækken.
Bolette går ind i havestuen og lukker døren efter sig. Hilde tar vadsækken og går gennem haven bag huset til venstre.
1.utg: 21
ARNHOLM
som har fulgt Bolette med øjnene
Det er da virkelig en prægtig –. Det er to prægtige pigebørn, som der er vokset op for Dem.
WANGEL sætter sig
Ja, synes De ikke det.
ARNHOLM
Jo, det er ligefrem overraskende med Bolette. Og med Hilde også. – Men nu De selv, kære doktor –. Tænker De at bli’ boende her al Deres tid?
WANGEL
Å ja, det blir visst til det. Her er jeg jo født og båren, som man siger. Her har jeg levet så inderlig lykkelig med hende, som gik bort fra os så tidlig. Hende, som De kendte, da De var her sidst, Arnholm.
HIS: 523
ARNHOLM
Ja – ja.
WANGEL
Og nu lever jeg her så lykkelig med hende, som jeg fik i stedet. Å, jeg må sige, at i det hele og store taget har skæbnen været god imod mig.
ARNHOLM
Men ingen børn i Deres andet ægteskab?
1.utg: 22
WANGEL
Vi fik en liden gut for to–halvtredje år siden. Men ham beholdt vi ikke længe. Han døde, da han var en fire–fem måneder gammel.
HU: 63
ARNHOLM
Er ikke Deres hustru hjemme idag?
WANGEL
Jo, nu må hun visst snart komme. Hun er nede og tar bad. Det gør hun hver eneste dag i denne tid. Hvad slags vejr det så er.
ARNHOLM
Fejler der hende noget?
WANGEL
Ikke sådan ligefrem fejler. Skønt hun har rigtignok været mærkelig nervøs i de sidste par år. Det vil sige, sådan af og til. Jeg kan ikke rigtig bli’ klog på, hvad der egentlig er i vejen med hende. Men det at gå i sjøen, det er ligesom hendes liv og lyst, det, ser De.
HIS: 524
ARNHOLM
Det kan jeg huske fra før af.
WANGEL med et næsten umærkeligt smil
Ja, De kender jo Ellida fra den tid, De var lærer der ude i Skjoldviken.
1.utg: 23
ARNHOLM
Forstår sig. Hun kom ofte på besøg i prestegården. Og jeg traf hende også for det meste, når jeg var ude i fyrtårnet og så til hendes far.
WANGEL
Den tiden der ude kan De tro har sat sine dybe mærker i hende. Folk her i byen kan slet ikke forstå det. De kalder hende «fruen fra havet».
ARNHOLM
Gør de det?
WANGEL
Ja. Og se derfor –. Tal nu De med hende om gamle dage, kære Arnholm. Det vil hun ha’ så inderlig godt af.
ARNHOLM ser tvilende på ham
Har De egentlig nogen grund til at tro det?
WANGEL
Ja visst har jeg så.
ELLIDAS STEMME høres udenfor i haven til højre
Er det dig, Wangel!
HIS: 525
WANGEL
rejser sig
Ja, kære.
1.utg: 24
Fru Ellida Wangel, med et stort, let kastetørklæde om sig og med håret vådt, udslået over skuldrene, kommer frem mellem træerne ved løvhytten. Overlærer Arnholm rejser sig.
WANGEL smiler og strækker hænderne mod hende
Nå, se der har vi havfruen!
HU: 64
ELLIDA
går ilsomt op på verandaen og griber hans hænder
Gud ske lov, at jeg ser dig igen! Når kom du?
WANGEL
Nu netop. For en liden stund siden. ( tyder mod Arnholm) Men vil du ikke hilse på en gammel bekendt –?
ELLIDA rækker Arnholm hånden
Der har vi Dem altså. Velkommen! Og undskyld, at jeg ikke var hjemme –
ARNHOLM
Å, jeg be’r. Gør endelig ingen omstændigheder –
WANGEL
Var vandet bra’ friskt idag?
ELLIDA
Friskt! Å gud, her er vandet aldrig friskt. Så lunkent og så slapt. Uh! Vandet er sygt her inde i fjordene.
1.utg: 25
ARNHOLM
Sygt?
HIS: 526
ELLIDA
Ja, det er sygt. Og jeg tror det gør én syg også.
WANGEL smiler
Nå, du anbefaler rigtignok badestedet.
ARNHOLM
Jeg tror nu snarere, at De, fru Wangel, har et særligt forhold både til havet og til alt, hvad havets er.
ELLIDA
Å ja, kanske det. Jeg tror det næsten selv. – Men ser De, hvor festligt småpigerne har ordnet al ting for Deres skyld?
WANGEL forlegen
Hm –. (ser på sit uhr) Nu må jeg nok snart –
ARNHOLM
Er det virkelig for min skyld –?
ELLIDA
Ja, det kan De da forstå. Vi stadser jo ikke sådan op til hverdags. – Uh, – hvor kvæ
1.utg: 26
lende hedt her er under dette taget! (går ned i haven) Kom her over! Her er da i det mindste ligesom en slags luftning.
Hun sætter sig i løvhytten.
ARNHOLM går derhen
Jeg synes såmæn her lufter ganske friskt.
HIS: 527
ELLIDA
Ja De, som er vant til den kvalme hovedstadsluften. Der skal det jo være rent forfærdeligt om sommeren, har jeg hørt.
HU: 65
WANGEL
som ligeledes er gået ned i haven
Hm, kære Ellida, nu får du nok underholde vor gode ven alene en stund.
ELLIDA
Har du forretninger?
WANGEL
Ja, jeg må ned på kontoret. Og så får jeg jo se at klæ’ mig lidt om. Men jeg blir ikke længe –
ARNHOLM sætter sig i løvhytten
Forhast Dem endelig ikke, kære doktor. Deres hustru og jeg skal nok vide at fordrive tiden.
1.utg: 27
WANGEL
nikker
Å ja, – det stoler jeg på. Nå, – på gensyn da!
Han går ud gennem haven til venstre.
ELLIDA efter en kort taushed
Synes De ikke, man sidder godt her?
ARNHOLM
Jeg synes jeg sidder godt nu.
ELLIDA
Lysthuset her kaldes mit lysthus. For det er mig, som har lad’t det indrette. Eller rettere Wangel – for min skyld.
HIS: 528
ARNHOLM
Og her plejer De så at sidde?
ELLIDA
Ja, her sidder jeg for det meste om dagen.
ARNHOLM
Med småpigerne vel?
ELLIDA
Nej, småpigerne – de holder til på verandaen.
1.utg: 28
ARNHOLM
Og Wangel selv?
ELLIDA
Å, Wangel går så fra og til. Snart er han her hos mig og snart er han over hos børnene.
ARNHOLM
Er det Dem, som vil ha’ det således?
ELLIDA
Jeg tror, at alle parter finder sig bedst ved det på den måde. Vi kan jo tale over til hverandre – når vi en gang imellem synes, vi har noget at sige.
ARNHOLM efter en stund i tanker
Da jeg sidst færdedes på Deres veje –. Ude i Skjoldviken, mener jeg –. Hm, – det er længe siden nu –.
ELLIDA
Det er godt og vel ti år siden De var der ude hos os.
HIS: 529
ARNHOLM
Ja, så omtrent. Men når jeg tænker mig
HU: 66
Dem der ude i fyrtårnet –! Hedningen, som gamle presten kaldte Dem, fordi Deres far havde
1.utg: 29
ladt Dem døbe, som han sa’, med et skibsnavn og ikke med et kristent menneskenavn –
ELLIDA
Ja, hvad så?
ARNHOLM
Mindst af alt havde jeg tro’d, jeg skulde få se Dem igen her inde som fru Wangel.
ELLIDA
Nej, dengang var jo Wangel endnu ikke ble’t –. Dengang leved jo endnu småpigernes første mor. Deres rigtige mor sådan –
ARNHOLM
Ja vel. Ja vel. Men selv om ikke så havde været –. Selv om han havde været frank og fri, – så havde jeg aldrig tænkt, at dette her skulde komme i stand.
ELLIDA
Ikke jeg heller. Aldrig i verden – dengang.
ARNHOLM
Wangel er jo så bra’. Så hæderlig. Så inderlig god og snil imod alle mennesker –
ELLIDA varmt og hjerteligt
Ja, det er han rigtignok!
1.utg: 30
HIS: 530
ARNHOLM
– men han må da være så himmelvidt forskellig fra Dem, synes jeg.
ELLIDA
Det har De ret i. Det er han også.
ARNHOLM
Nå, men hvorledes kom det da? Hvorledes kom det!
ELLIDA
Å, kære Arnholm, De må ikke spørge mig om det. Jeg vilde ikke kunne forklare Dem de ting. Og selv om jeg kunde, så vilde De aldrig være i stand til at fatte og forstå en smule af det.
ARNHOLM
Hm –. (lidt sagtere) Har De nogensinde betro’d Deres mand noget om mig? Jeg mener naturligvis om det forgæves skridt, – som jeg engang lod mig henrive til.
ELLIDA
Nej. Kan De tro sligt! Ikke et ord har jeg sagt ham om – om det, De sigter til.
ARNHOLM
Det glæder mig. For jeg følte mig ligesom lidt trykket ved tanken om at –
1.utg: 31
HU: 67
ELLIDA
Det behøver De slet ikke. Jeg har bare sagt ham, som sandt er, at jeg holdt svært af Dem og at De var den troeste og bedste ven, jeg havde derude.
HIS: 531
ARNHOLM
Tak for det. Men, sig mig nu, – hvorfor skrev De mig aldrig til siden jeg rejste?
ELLIDA
Jeg tænkte, det kunde kanské gøre Dem ondt at høre noget fra en, som – som ikke kunde komme Dem imøde således, som De havde ønsket det. Det var jo ligesom at rippe op igen i noget pinligt, syntes jeg.
ARNHOLM
Hm –. Ja, ja, De kan sagtens ha’ ret i det.
ELLIDA
Men hvorfor skrev De aldrig selv?
ARNHOLM ser på hende og smiler halvt bebrejdende
Jeg? Gøre begyndelsen? Kanské gøre mig mistænkt for at ville indlede noget nyt. Efter et sådant afslag som det, jeg havde fåt?
ELLIDA
Å nej, det forstår jeg jo nok også. – Har De aldrig siden tænkt på nogen anden forbindelse?
1.utg: 32
ARNHOLM
Aldrig. Jeg er ble’t trofast mod mine erindringer.
ELLIDA halvt spøgende
Å hvad! Lad de gamle triste erindringer fare. De skulde sandelig heller tænke på at bli’ en lykkelig ægtemand, synes jeg.
HIS: 532
ARNHOLM
Da måtte det nok ské snart, fru Wangel. Husk på, – jeg har såmæn allerede, med skam at sige, fyldt de syv og tredive.
ELLIDA
Nå ja, desto større grund til at skynde Dem. (tier lidt, derpå siger hun alvorlig og dæmpet) Men hør nu, kære Arnholm, – nu vil jeg sige Dem en ting, som jeg ikke kunde fåt frem dengang, om det så havde gældt mit liv.
ARNHOLM
Hvad er da det?
ELLIDA
Da De gjorde – det forgæves skridt, som De nylig sa’, – da kunde jeg ikke svare Dem anderledes end jeg svarte.
1.utg: 33
HU: 68
ARNHOLM
Jeg véd det. De havde ikke andet at byde mig end godt venskab. Jeg véd det jo.
ELLIDA
Men De véd ikke, at hele mit sind og alle mine tanker dengang var andetsteds henne.
ARNHOLM
Dengang!
ELLIDA
Ja, netop.
HIS: 533
ARNHOLM
Men det er jo umuligt! De tar fejl af tiden! Jeg tror knapt De kendte Wangel dengang.
ELLIDA
Det er ikke Wangel, jeg taler om.
ARNHOLM
Ikke Wangel? Men på den tid, – der ude i Skjoldviken –. Jeg mindes ikke et eneste menneske der ude, som jeg kunde tænke mig muligheden af, at De kunde fæste Dem ved.
ELLIDA
Nej, nej, – det tror jeg nok. For det var så rent forvildende galt alt sammen.
1.utg: 34
ARNHOLM
Men så lad mig da høre nærmere om dette her!
ELLIDA
Å, det er jo nok, når De véd, at jeg var bunden dengang. Og nu véd De det jo.
ARNHOLM
Om De nu ikke havde været bunden dengang?
ELLIDA
Hvad så?
ARNHOLM
Vilde da Deres svar på mit brev være faldet anderledes ud?
HIS: 534
ELLIDA
Hvor kan jeg vide det? Da Wangel kom, faldt jo svaret anderledes ud.
ARNHOLM
Hvad skal det så tjene til at fortælle mig, at De var bunden?
ELLIDA rejser sig ligesom i angst og uro
Fordi jeg må ha’ nogen at betro mig til. Nej, nej, bliv De bare siddende.
ARNHOLM
Deres mand véd altså ikke noget om sagen?
1.utg: 35
ELLIDA
Jeg tilstod ham fra først af, at mit sind engang havde været andetsteds henne. Mere har han ikke forlangt at vide. Og vi har aldrig rørt ved det siden. Det var jo i grunden ikke andet end galskab heller.
HU: 69
Og så gik det jo overstyr igen straks. Ja, det vil sige – på en måde.
ARNHOLM rejser sig
Bare på en måde? Ikke helt!
ELLIDA
Jo, jo visst! Å gud, kære Arnholm, det er slet ikke således, som De tænker. Det er noget så rent ubegribeligt. Jeg véd ikke, hvorledes jeg skulde kunne fortælle det. De vilde bare tro, at jeg var syg. Eller at jeg var rent gal.
HIS: 535
ARNHOLM
Min bedste frue, – nu må og skal De sandelig tale fuldt ud.
ELLIDA
Nå da! Jeg får prøve på det. Hvorledes vil De, som en fornuftig mand, kunne forklare Dem at – (ser ud og afbryder) Vent til siden. Her kommer nok besøg.
Lyngstrand kommer ude på vejen fra venstre og går ind i haven. Han har en blomst i knaphullet og bærer en stor smuk buket, omviklet med papir og silkebånd. Han standser og nøler lidt uviss ved verandaen.
1.utg: 36
ELLIDA
frem i løvhytten
Er det småpigerne, De ser efter, herr Lyngstrand?
LYNGSTRAND vender sig
Å, er fruen der? (hilser og kommer nærmere) Nej, det er ikke det. Det er ikke frøkenerne. Det er Dem selv, fru Wangel. De har jo gi’t mig lov til at komme og besøge Dem –
ELLIDA
Ja visst har jeg så. De er os altid velkommen.
LYNGSTRAND
Mange tak. Og da det falder sig så heldigt, at her just er festlighed i huset idag –
ELLIDA
Nå, så det véd De?
HIS: 536
LYNGSTRAND
Jaha. Og derfor vilde jeg gerne være så fri at overrække fru Wangel denne her –
Han bukker og rækker buketten frem.
ELLIDA smiler
Men, bedste herr Lyngstrand, er det ikke rigtigst, at De gir Deres smukke blomster til over
1.utg: 37
lærer Arnholm selv? For det er jo dog egentlig ham, som –
LYNGSTRAND ser uvisst på dem begge
Undskyld, – men jeg
HU: 70
kender ikke den fremmede herre. Det er bare –. Jeg kommer i anledning af geburtsdagen, frue.
ELLIDA
Geburtsdagen? Så har De ta’t fejl, herr Lyngstrand. Der er ingen fødselsdag her i huset idag.
LYNGSTRAND smiler lunt
Å, jeg véd det nok. Men jeg trode ikke, det skulde være så hemmeligt.
ELLIDA
Hvad for noget véd De?
LYNGSTRAND
At det er fruens ge- fruens fødselsdag.
ELLIDA
Min?
HIS: 537
ARNHOLM
ser spørgende på hende
Idag? Nej visst ikke, nej.
1.utg: 38
ELLIDA
til Lyngstrand
Hvor falder De da på det?
LYNGSTRAND
Det er frøken Hilde, som har forrådt det. Jeg var lidt indom her før idag. Og så spurte jeg frøkenerne, hvorfor de stadsed så svært op med blomster og flag –
ELLIDA
Nå ja vel?
LYNGSTRAND
– og så svared frøken Hilde: jo, for idag er det mors – fødselsdag.
ELLIDA
Mors –! Nå så.
ARNHOLM
Aha!
Han og Ellida ser forstående på hinanden.
ARNHOLM
Ja, når den unge mand altså véd det, fru Wangel –
ELLIDA til Lyngstrand
Ja, når De nu engang véd det, så –
1.utg: 39
HIS: 538
LYNGSTRAND
byder buketten igen
Må jeg så få lov til at gratulere –
ELLIDA tar blomsterne
Mange tak skal De ha’. – Vær så god og sid ned et øjeblik, herr Lyngstrand.
Ellida, Arnholm og Lyngstrand sætter sig i løvhytten.
ELLIDA
Dette her – med min fødselsdag – det skulde ha’ været en hemmelighed, herr overlærer.
ARNHOLM
Det skulde nok det. Det skulde ikke ha’ været for os uindviede.
HU: 71
ELLIDA
lægger buketten på bordet
Nej, just så. Ikke for de uindviede.
LYNGSTRAND
Jeg skal så sandelig ikke nævne det til noget levendes menneske.
ELLIDA
Å, det er nu ikke sådan ment. – Men hvorledes går det Dem så? Jeg synes, De ser bedre ud nu end før.
1.utg: 40
LYNGSTRAND
Ja, jeg tror nok, det går bra’ med mig. Og så til næste år, når jeg kanske får komme ned til de sydlige lande –
ELLIDA
Og det får De jo, siger småpigerne.
HIS: 539
LYNGSTRAND
Ja, for i Bergen har jeg en velgører, som beskytter mig. Og han har lovet, at han vil hjælpe mig til næste år.
ELLIDA
Hvorledes har De fåt fat på ham?
LYNGSTRAND
Å, det traf sig så svært heldigt. For jeg har en gang været ude til sjøs med et af skibene hans.
ELLIDA
Har De det? Så De havde lyst til sjøen dengang?
LYNGSTRAND
Nej, ikke det mindste. Men da mor var død, så vilde ikke far ha’ mig gåendes længer hjemme hos sig. Og så lod han mig gå til sjøs. Så forliste vi i engelske kanalen på hjemrejsen. Og det var jo godt for mig.
1.utg: 41
ARNHOLM
Hvorledes det, mener De?
LYNGSTRAND
Jo, for ved det forliset var det, at jeg fik mit knæk. Dette her for brystet. Jeg lå så længe i det iskolde vandet, før de kom og berged mig. Og så måtte jeg jo begi’ sjøen. – Ja, det var rigtignok en stor lykke.
ARNHOLM
Så? Synes De det?
HIS: 540
LYNGSTRAND
Ja. For knækket er jo ikke videre farligt. Og nu kan jeg jo få bli’ billedhugger, som jeg så inderlig gerne vilde. Tænk – at få modellere i det dejlige léret, som føjer sig så fint mellem fingrene!
HU: 72
ELLIDA
Og hvad vil De så modellere? Skal det være havmænd og havfruer? Eller skal det være gamle vikinger –?
LYNGSTRAND
Nej, det blir nok ikke sligt noget. Så snart jeg kan komme til, vil jeg prøve på at gøre et stort værk. Sådan en gruppe, som de kalder det.
1.utg: 42
ELLIDA
Nå ja, – men hvad skal da den gruppen forestille?
LYNGSTRAND
Å, det skulde nu være noget, som jeg selv har oplevet.
ARNHOLM
Ja, ja, – hold Dem helst til det.
ELLIDA
Men hvad skal det være for noget?
LYNGSTRAND
Jo, jeg havde tænkt, det skulde være en ung sjømandskone, som ligger og sover så underlig uroligt. Og drømme gør hun også. Jeg tror nok, jeg skal få det til slig, at de kan se på hende, at hun drømmer.
HIS: 541
ARNHOLM
Skal der da ikke være noget mere?
LYNGSTRAND
Jo, der skal være én figur til. Sådan en gestalt at kalde for. Det skal være hendes mand, som hun har været troløs imod, mens han var borte. Og han er druknet i havet.
ARNHOLM
Hvorledes, siger De –?
1.utg: 43
ELLIDA
Er han druknet?
LYNGSTRAND
Ja. Han er druknet på sjørejs. Men så er der det underlige, at han er kommet hjem alligevel. Det er ved nattens tider. Og nu står han der for sengen og ser på hende. Han skal stå så drivendes våd, som de dra’r en op af sjøen.
ELLIDA læner sig tilbage i stolen
Det var da noget forunderligt noget. (lukker øjnene) Å, jeg kan se det så lys levende for mig.
ARNHOLM
Men i al verdens navn, herr – herr –! De sa’ jo, at det skulde være noget, som De havde oplevet.
HU: 73
LYNGSTRAND
Jaha, – jeg har også oplevet dette her. På en måde, at sige.
ARNHOLM
Oplevet at en død mand –?
HIS: 542
LYNGSTRAND
Nå ja, jeg mener jo ikke sådan lige til oplevet. Ikke oplevet det udvendig, forstår sig. Men alligevel så –
1.utg: 44
ELLIDA
livfuldt, spændt
Fortæl mig alt, hvad De véd og kan! Dette her må jeg ha’ fuld rede på.
ARNHOLM smiler
Ja, dette må jo sagtens være noget for Dem. Sådant noget med havstemning i.
ELLIDA
Hvorledes var det så, herr Lyngstrand?
LYNGSTRAND
Jo, det var så, at den gang vi skulde sejle hjem med briggen fra en by, som de kalder for Halifax, så måtte vi lægge bådsmanden efter os på sygehuset der. Så fik vi påmønstret en amerikaner i stedet. Denne her nye bådsmanden –
ELLIDA
Amerikaneren?
LYNGSTRAND
– ja; han fik en dag lånt hos kaptejnen en bunke gamle aviser, som han stødt og stadig læste i. For han vilde lære sig norsk, sa’ han.
ELLIDA
Nå! Og så!
1.utg: 45
HIS: 543
LYNGSTRAND
Så var det en kveld i et overhændigt vejr. Alle mand var på dæk. Undtagen bådsmanden og jeg da. For han havde forstuvet ene foden sin, så han ikke kunde træ’ på den. Og jeg var også klejn af mig og lå til køjs. Nå, så sad han da der i lugaren og læste i et af de gamle bladene igen –
ELLIDA
Ja vel! Ja vel!
LYNGSTRAND
Men bedst som han sidder, så hører jeg, at han gir ligesom et brøl ifra sig. Og da jeg så ser på ham, så ser jeg, at han er kridenes hvid i ansigtet. Og så gir han sig til at knase og mase bladet sammen og plukke det i tusend små stykker. Men det gjorde han så ganske stille, stille.
HU: 74
ELLIDA
Sa’ han da slet ingen ting? Talte han ikke?
LYNGSTRAND
Ikke straks. Men lidt efter sa’ han ligesom til sig selv: Giftet sig. Med en anden mand. Mens jeg var borte.
1.utg: 46
ELLIDA
lukker øjnene, og siger halv sagte
Sa’ han det?
LYNGSTRAND
Ja. Og tænk, – det sa’ han på rigtig godt norsk. Han må ha’ havt svært let for at lære fremmede sprog, den manden.
ELLIDA
Og hvad så siden? Hvad skede så mere?
HIS: 544
LYNGSTRAND
Ja, så kommer dette her underlige, som jeg aldrig i verden skal glemme. For han la’ til, – ganske stille det også: Men min er hun og min skal hun bli’. Og mig skal hun følge, om jeg så skal komme hjem og hente hende som en druknet mand fra svarte sjøen.
ELLIDA skænker sig et glas vand. Hendes hånd ryster
Puh, – hvor lummert her er idag –
LYNGSTRAND
Og det sa’ han med slig en magt i viljen, at jeg syntes, han måtte være mand for at gøre det også.
1.utg: 47
ELLIDA
Ved De ikke noget om, – hvad der er ble’t af den manden?
LYNGSTRAND
Å, frue, han er visst ikke mere i live.
ELLIDA hurtigt
Hvorfor tror De det!
LYNGSTRAND
Jo, for vi forliste jo bagefter i kanalen. Jeg var kommen mig ned i storbåden med kaptejnen og fem andre. Styrmanden gik i hækjollen. Og i den var også amerikaneren og en mand til.
ELLIDA
Og fra dem har man ingen ting hørt siden?
HIS: 545
LYNGSTRAND
Nej, ingen verdens ting, frue. Min velgører skrev det nu nylig i et brev. Men netop derfor har jeg fåt slig svær lyst til at gøre et kunstværk af det. Den troløse sjømandskonen ser jeg så lebendig for mig. Og så hævneren, som er druknet og som alligevel kommer hjem fra sjøen. Jeg kan se dem begge to så tydeligt.
1.utg: 48
HU: 75
ELLIDA
Jeg også. (rejser sig) Kom, – lad os gå ind. Eller helst ned til Wangel! Jeg synes, her er så kvælende lummert.
Hun går ud af løvhytten.
LYNGSTRAND som ligeledes har rejst sig
Jeg, for min dél, får nok sige tak for mig. Det skulde bare være et lidet besøg for fødselsdagens skyld.
ELLIDA
Nå, som De vil da. (rækker ham hånden) Farvel og tak for blomsterne.
Lyngstrand hilser og går gennem stakitdøren ud til venstre.
ARNHOLM står op og går hen til Ellida
Jeg ser nok, at det er gåt Dem nær til hjerte, kære fru Wangel.
ELLIDA
Å ja, De kan gerne kalde det så, endskønt –
ARNHOLM
Men i grunden er det jo ikke andet, end De måtte være forberedt på.
HIS: 546
ELLIDA
ser studsende på ham
Forberedt!
1.utg: 49
ARNHOLM
Ja, jeg synes det.
ELLIDA
Forberedt på at nogen kunde komme igen –! Komme igen på slig en vis!
ARNHOLM
Men hvad i al verden –! Er det den forstyrrede billedhuggerens skipperhistorie –?
ELLIDA
Å, kære Arnholm, han er kanske ikke så forstyrret endda.
ARNHOLM
Er det altså denne snak om den døde mand, som har rystet Dem således? Og jeg, som trode, at –
ELLIDA
Hvad trode De?
ARNHOLM
Jeg trode naturligvis, at det bare var maskespil af Dem. At De sad her og pintes, fordi De var kommen efter, at der i lønlighed fejres familjefest i huset. At Deres mand og hans børn lever et erindringsliv, som De ingen dél har i.
1.utg: 50
ELLIDA
Å nej, nej. Det får være med det, som det være vil. Jeg har ingen ret til at kræve min mand helt og alene for mig.
HIS: 547
HU: 76
ARNHOLM
Det synes jeg dog De måtte ha’.
ELLIDA
Ja. Men jeg har det ikke alligevel. Det er sagen. Jeg selv lever jo også i noget, – som de andre står udenfor.
ARNHOLM
De! (sagtere) Er det således at forstå –? De – De holder egentlig ikke af Deres mand!
ELLIDA
Å jo, jo, – af hele mit sind er jeg kommet til at holde af ham! Og just derfor er det så forfærdeligt, – så uforklarligt, – så rent utænkeligt –!
ARNHOLM
Nu skal De betro Deres sorger helt og holdent til mig! Vil De ikke det, fru Wangel?
ELLIDA
Jeg kan ikke, kære ven. Ikke nu i alle fald. Kanske senere.
Bolette kommer ud på verandaen og går ned i haven.
1.utg: 51
BOLETTE
Nu kommer far fra kontoret. Skulde vi så ikke alle sammen sætte os ind i havestuen?
ELLIDA
Jo, lad os det.
HIS: 548
Wangel, omklædt, kommer med Hilde fra venstre bag huset.
WANGEL
Se så! Her har I mig frank og fri! Nu skal det smage at få sig et godt glas kølende til livs.
ELLIDA
Vent lidt.
Hun går ind i løvhytten og henter buketten.
HILDE
Nej se, se! Alle de dejlige blomster! Hvor har du fåt dem fra?
ELLIDA
Dem har jeg fåt af billedhugger Lyngstrand, min kære Hilde.
HILDE studser
Af Lyngstrand?
BOLETTE urolig
Har Lyngstrand været her – nu igen?
1.utg: 52
ELLIDA
med et halvt smil
Ja. Han kom indom med denne her. I anledning af fødselsdagen, forstår du.
BOLETTE skotter til Hilde
Åh –!
HILDE mumler
Det bæst!
HIS: 549
WANGEL
i pinlig forlegenhed, til Ellida
Hm –. Ja, ser du
HU: 77
vel –. Jeg skal sige dig, min kære, gode, velsignede Ellida –
ELLIDA afbrydende
Kom så, småpiger! Så vil vi sætte mine blomster i vand sammen med de andre.
Hun går op på verandaen.
BOLETTE sagte til Hilde
Å, men hun er da i grunden snil alligevel.
HILDE halvhøjt, ser vred ud
Abekatstreger! Hun lader bare så for at tækkes far.
1.utg: 53
WANGEL
oppe på verandaen, trykker Ellidas hånd
Tak – tak! Inderlig tak for dette her, Ellida!
ELLIDA steller med blomsterne
Å hvad, – skulde ikke jeg også være med og gøre stads af – af mors fødselsdag?
ARNHOLM
Hm –.
Han går op til Wangel og Ellida. Bolette og Hilde blir nede i haven.
HIS: 550
1.utg: [54]
HU: 78
HIS: 551
ANDEN AKT
Oppe på «Udsigten», en kratbevokset højde bag byen. Lidt tilbage står en varde og en vindfløj. Store stene, skikkede til siddepladse, er henlagt omkring varden og i forgrunden. Dybt nede i baggrunden ses den ydre fjord med øer og fremspringende næs. Det åbne hav ses ikke. Det er sommernat med halvlys. Gulrødt skær i luften og over fjeldtinderne langt ude i det fjerne. Lyden af firstemmig sang høres svagt nedenunder i bakkerne til højre.
Unge folk fra byen, damer og herrer, kommer parvis op fra højre, går under fortrolig samtale forbi varden og ud til venstre. Lidt efter kommer Ballested som vejviser for et selskab af udenlandske turister med deres damer. Han er belæsset med sjaler og rejsetasker.
BALLESTED peger opad med stokken
Sehen Sie, meine Herrschaften, – dort borte liegt eine andere højde. Das willen wir også besteigen und so herunter –
Han fortsætter på engelsk og fører selskabet ud til venstre.
Hilde kommer raskt op fra skråningen til højre, standser og ser sig tilbage. Lidt efter kommer Bolette op samme vej.
BOLETTE
Men, kære, hvorfor skulde vi da løbe fra Lyngstrand?
1.utg: 55
HIS: 552
HILDE
Fordi jeg kan ikke udstå at gå så langsomt i bakkerne. Se, – se, hvor han kryber opover.
BOLETTE
Å, du ved jo, hvor dårlig han er.
HILDE
Tror du, det er svært farligt?
BOLETTE
Ja, det tror jeg rigtignok.
HILDE
Han var jo hos far i eftermiddag. Jeg gad vide, hvad far mener om ham.
BOLETTE
Far sa’ til mig, at det er forhærdelse i lungen, – eller sligt noget. Han blir ikke gammel, sa’ far.
HILDE
Nej, sa’ han det! Tænk, – det er akkurat det samme, som jeg har tro’d.
HU: 79
BOLETTE
Men du må for guds skyld ikke la’ dig mærke med noget.
HILDE
Å kan du da falde på sligt. ( halv sagte) Se så,
1.utg: 56
– nu har Hans fåt kravlet sig op. Hans –. Synes du ikke en kan se udenpå ham, at han heder Hans?
HIS: 553
BOLETTE
hvisker
Vær nu bare skikkelig! Det rå’r jeg dig til.
Lyngstrand kommer fra højre med en parasol i hånden.
LYNGSTRAND
Jeg må be’ frøkenerne undskylde, at jeg ikke kunde gå så fort som De.
HILDE
Har De fåt Dem en parasol også nu?
LYNGSTRAND
Det er Deres mors. Hun sa’, jeg skulde bruge den til stok. For jeg havde ingen med.
BOLETTE
Er de der nede endnu? Far og de andre?
LYNGSTRAND
Ja. Deres far gik lidt ind i beværtningen. Og de andre sidder udenfor og hører på musiken. Men siden så vilde de komme herop, sa’ Deres mor.
HILDE som står og ser på ham
De er nok svært træt nu.
1.utg: 57
LYNGSTRAND
Ja, jeg synes næsten, jeg er ligesom noget træt af mig. Jeg tror så sandelig, jeg får sætte mig en liden smule.
Han sætter sig på en sten i forgrunden til højre.
HIS: 554
HILDE
står foran ham
Véd De det, at siden skal der være dans nede på musikpladsen?
LYNGSTRAND
Ja, jeg hørte, der blev snakket om det.
HILDE
De synes vel, det er morsomt, det, at danse?
BOLETTE som går og plukker småblomster i lyngen
Å, Hilde, – lad nu herr Lyngstrand få puste ud.
LYNGSTRAND til Hilde
Ja, frøken, jeg vilde gerne danse – ifald jeg bare kunde.
HILDE
Å så. Har De aldrig lært det?
LYNGSTRAND
Nej, det har jeg ikke heller. Men det var ikke det, jeg mente. Jeg mente, jeg kan ikke for brystet.
1.utg: 58
HU: 80
HILDE
For dette her knækket, som De siger, De har?
LYNGSTRAND
Ja, derfor er det.
HILDE
Er De svært bedrøvet, fordi De har det knækket?
HIS: 555
LYNGSTRAND
Å nej, jeg kan ikke sige det heller. (smiler) For deraf tror jeg det kommer, at alle mennesker er så snille og venlige og så godgørendes imod mig.
HILDE
Ja, og så er det jo slet ikke farligt heller.
LYNGSTRAND
Nej, det er ikke det mindste farligt. Det forstod jeg så godt på Deres far også.
HILDE
Og så går det jo over, straks De bare kommer ud at rejse.
LYNGSTRAND
Jaha. Da går det over.
BOLETTE med blomster
Se her, herr Lyngstrand, – disse her skal De stikke i knaphullet.
1.utg: 59
LYNGSTRAND
Å, tusend tak, frøken! Det er da også altfor snilt af Dem.
HILDE ser nedover til højre
Der kommer de nede på vejen.
BOLETTE ser også nedover
Bare de véd, hvor de skal bøje af. Nej, nu går de galt.
LYNGSTRAND rejser sig
Jeg vil løbe der ned til svingen og skrige til dem.
HIS: 556
HILDE
De må skrige svært højt da.
BOLETTE
Nej, det er ikke værdt. De blir bare så træt igen.
LYNGSTRAND
Å nedover går det så glat.
Han går ud til højre.
HILDE
Ja nedover, ja. (ser efter ham) Nu hopper han også! Og så tænker han ikke på det, at han skal opover igen.
1.utg: 60
BOLETTE
Stakkers menneske –.
HILDE
Hvis Lyngstrand fri’de til dig, vilde du så ta’ ham?
BOLETTE
Er du ble’t gal nu?
HILDE
Å jeg mener naturligvis, dersom han ikke havde
HU: 81
dette her knækket. Og dersom han ikke så snart skulde dø. Vilde du ta’ ham?
BOLETTE
Jeg synes, det var bedst du tog ham.
HIS: 557
HILDE
Nej såmæn om jeg vilde. Han ejer jo ikke et gran. Han har ikke engang det, han selv skal leve af.
BOLETTE
Hvorfor gir du dig da altid så meget af med ham?
HILDE
Å det gør jeg jo bare for det knækkets skyld.
BOLETTE
Jeg har slet ikke mærket noget til, at du ynker ham for det.
1.utg: 61
HILDE
Nej, det gør jeg ikke heller. Men jeg synes, det er så fristende.
BOLETTE
Hvilket?
HILDE
At se på ham og få ham til at fortælle, at det ikke er farligt. Og så at han skal få rejse udenlands, og at han skal bli’ kunstner. Alt det går han og tror på og er så sjæle-fornøjet for det. Og så blir det ikke til noget ligevel. Aldrig i verden. For han får ikke leve så længe. Det synes jeg er så spændende at tænke på.
BOLETTE
Spændende!
HILDE
Ja, jeg synes netop, det er spændende. Jeg tillader mig det.
HIS: 558
BOLETTE
Fy, Hilde, du er rigtig en styg unge!
HILDE
Det vil jeg også være. På trods! (ser nedover) Nå endelig! Arnholm liker nok ikke det at stige tilvejrs. (vender sig) Nej, det er sandt, – véd du, hvad jeg så på Arnholm ved middagsbordet?
1.utg: 62
BOLETTE
Nå?
HILDE
Tænk, – håret begynder at falde af ham – her midt oppe i hodet.
BOLETTE
Å snak! Det er visst ikke sandt.
HILDE
Jo. Og så har han rynker her ved begge øjnene. Gud, Bolette, at du kunde være så forlibt i ham, dengang han læste med dig!
HU: 82
BOLETTE
smiler
Ja, kan du skønne det? Jeg husker, jeg engang græd mine modige tårer, fordi han havde sagt, at han syntes Bolette var et stygt navn.
HILDE
Ja, tænk det! (ser nedover igen) Nej, vil du bare se der, du! Nu går «fruen fra havet» og prater med ham. Ikke med far. – Jeg undres på, om ikke de to har et godt øje til hinanden.
HIS: 559
BOLETTE
Du skulde rigtig skamme dig, skulde du. Hvor kan du stå og sige sligt noget om hende? Nu var det ble’t så godt imellem os –
1.utg: 63
HILDE
Javisst, – bild dig bare det ind, min tøs! Å nej, du, det blir såmæn aldrig godt imellem os og hende. For hun passer slet ikke for os. Og ikke vi for hende heller. Gud véd, hvad far skulde trække hende ind i huset for! – Det skulde ikke undre mig, om hun gik hen og blev gal for os en vakker dag.
BOLETTE
Gal! Hvor kan du falde på sligt?
HILDE
Å, det var da ikke så underligt. Hendes mor blev jo også gal. Hun døde som gal, det véd jeg.
BOLETTE
Ja, gud véd, hvad ikke du har din næse i. Men gå bare ikke og snak om det. Vær nu snil – for fars skyld. Hører du det, Hilde?
Wangel, Ellida, Arnholm og Lyngstrand kommer op fra højre.
ELLIDA peger henover mod baggrunden
Der ude ligger det!
ARNHOLM
Ja, rigtig. I den retning må det være.
ELLIDA
Der ude ligger havet.
1.utg: 64
HIS: 560
BOLETTE
til Arnholm
Synes De ikke, det er smukt heroppe?
ARNHOLM
Her er storartet, synes jeg. Pragtfuld udsigt.
WANGEL
Ja, De har sagtens aldrig været her oppe før?
ARNHOLM
Nej, aldrig. I min tid tror jeg knapt her var fremkommeligt. Ikke en fodsti engang.
WANGEL
Og ingen anlæg heller. Alt det har vi fåt i de sidste år.
HU: 83
BOLETTE
Der borte på « Lodskollen» er det endnu mere storartet at se udover.
WANGEL
Skal vi kanské gå der bort, Ellida?
ELLIDA sætter sig på en sten til højre
Tak. Ikke jeg. Men gå kun I andre. Så blir jeg siddende her imens.
1.utg: 65
WANGEL
Ja, da blir jeg hos dig. Småpigerne kan jo vise herr Arnholm omkring.
BOLETTE
Har De lyst at gå med os, herr Arnholm?
HIS: 561
ARNHOLM
Ja, meget gerne. Er der lagt vej did op også?
BOLETTE
Å ja. Der er god bred vej.
HILDE
Vejen er så bred, at der rundelig kan gå to mennesker arm i arm.
ARNHOLM spøgende
Ja mon tro det, lille frøken Hilde? (til Bolette) Skal vi to prøve, om hun siger sandt?
BOLETTE undertrykker et smil
Ja nok. Lad os det.
De går arm i arm ud til venstre.
HILDE til Lyngstrand
Skal vi også gå –?
LYNGSTRAND
Under arm –?
1.utg: 66
HILDE
Nå, hvorfor ikke det? Gerne for mig.
LYNGSTRAND tager hendes arm og lér fornøjet
Dette her er da rigtig løjerlig morsomt!
HILDE
Løjerlig –?
HIS: 562
LYNGSTRAND
Ja, for det ser jo akkurat ud, som om vi var forlovet.
HILDE
De har visst aldrig promeneret med en dame under armen før, herr Lyngstrand.
De går ud til venstre.
WANGEL som står henne ved varden
Kære Ellida, nu har vi en stund for os selv –
ELLIDA
Ja, kom og sæt dig her hos mig.
WANGEL sætter sig
Her er frit og stille. Nu vil vi tale lidt sammen.
ELLIDA
Om hvad?
1.utg: 67
HU: 84
WANGEL
Om dig. Og så om vort forhold, Ellida. Jeg ser nok, at det kan ikke bli’ sådan ved.
ELLIDA
Hvad skulde komme i stedet, mener du?
WANGEL
Fuld fortrolighed, kære. Samliv mellem os, – som før.
ELLIDA
Å, om det kunde! Men det er så rent umuligt!
HIS: 563
WANGEL
Jeg tror, jeg forstår dig. Af visse yttringer, som du nu og da har ladt falde, tror jeg det.
ELLIDA hæftigt
Det gør du ikke! Sig ikke, at du forstår –!
WANGEL
Å jo. Du er en ærlig natur, Ellida. Du har et trofast sind –
ELLIDA
Ja, det har jeg.
WANGEL
Hvert et forhold, som du skal kunne føle dig
1.utg: 68
tryg og lykkelig i, må være et helt og fuldt forhold.
ELLIDA ser spændt på ham
Nå, – og så!
WANGEL
Du er ikke skikket til at være en mands anden hustru.
ELLIDA
Hvorledes kommer du på det nu?
WANGEL
Det har ofte skudt op i mig som en anelse. Idag stod det klart for mig. Børnenes mindefest –. Du så i mig et slags medskyldig –. Nu ja, – en mands erindringer kan jo ikke udslettes. Ikke mine i alle fald. Jeg har det ikke så.
HIS: 564
ELLIDA
Det véd jeg. Å, det véd jeg så godt.
WANGEL
Men du tar fejl alligevel. For dig står det næsten som om børnenes mor var levende endnu. Som om hun var usynlig tilstede iblandt os. Du tror, at mit sind er delt lige imellem dig og hende. Den tanke er det, som oprører dig. Du ser ligesom noget usædeligt i vort forhold. Derfor er det,
1.utg: 69
at du ikke længer kan – eller ikke længer vil leve med mig som min hustru.
ELLIDA rejser sig
Har du sét alt dette, Wangel? Sét ind i alt dette?
HU: 85
WANGEL
Ja, idag har jeg endelig sét inderst ind i det. Helt til bunds.
ELLIDA
Helt til bunds, siger du. Å tro bare ikke det.
WANGEL rejser sig
Jeg véd meget godt, at der er mere end dette her, kære Ellida.
ELLIDA angst
Véd du, at der er mere?
WANGEL
Ja. Der er det, at du ikke kan bære omgivelserne her. Fjeldene trykker og tynger på dit sind. Her er ikke lys nok for dig. Ikke vid himmel nok omkring dig. Ikke magt og fylde nok i luftstrømmen.
HIS: 565
ELLIDA
Det har du så fuldt ret i. Nat og dag,
1.utg: 70
vinter og sommer er den over mig – denne dragende hjemvé efter havet.
WANGEL
Jeg véd det jo nok, kære Ellida. (lægger hånden på hendes hoved) Og derfor så skal det stakkers syge barn få komme hjem til sit eget igen.
ELLIDA
Hvorledes mener du det?
WANGEL
Ganske lige frem. Vi flytter.
ELLIDA
Flytter!
WANGEL
Ja. Ud et steds ved åbne havet, – et steds, hvor du kan finde et rigtigt hjem efter dit sind.
ELLIDA
Å, kære, tænk aldrig på det! Det er rent umuligt. Du kan ikke leve lykkelig noget steds i verden uden her.
WANGEL
Det får gå med det, som det kan. Og desuden, – tror du, jeg kan leve lykkelig her – uden dig?
1.utg: 71
ELLIDA
Men jeg er her jo. Og jeg blir her. Du har mig jo.
HIS: 566
WANGEL
Har jeg dig, Ellida?
ELLIDA
Å tal ikke om dette andet. Her har du da alt det, som du lever og ånder for. Hele dit livs gerning ligger jo netop her.
WANGEL
Det får gå med det, som det kan, siger jeg. Vi flytter herfra. Flytter did ud et steds. Den sag står nu uryggelig fast, kære Ellida.
HU: 86
ELLIDA
Å, men hvad tror du da vel, vi vilde vinde ved det?
WANGEL
Du vilde vinde sundhed og fred i sindet igen.
ELLIDA
Knapt nok det. Men så du selv da! Tænk dog på dig selv også. Hvad vilde vel du vinde?
WANGEL
Jeg vilde vinde dig igen, du kære.
1.utg: 72
ELLIDA
Men det kan du ikke! Nej, nej, du kan ikke det, Wangel! Det er jo netop det forfærdelige, – det fortvilende at tænke på.
WANGEL
Det får stå sin prøve. Går du her med slige tanker, så er der sandelig ingen anden redning for dig end – bort herfra. Og det jo før jo heller. Den sag står nu uryggelig fast, hører du.
HIS: 567
ELLIDA
Nej! Så får jeg da i himlens navn heller sige dig al ting lige ud. Slig, som det er.
WANGEL
Ja, ja, – gør bare det!
ELLIDA
For ulykkelig skal du da ikke gøre dig for min skyld. Helst da det ikke kan hjælpe os til noget alligevel.
WANGEL
Jeg har nu dit ord på, at du vil sige mig al ting, – slig, som det er.
ELLIDA
Jeg skal sige dig det så godt jeg kan. Og
1.utg: 73
slig, som jeg synes, at jeg véd det. – Kom her og sid hos mig.
De sætter sig på stenene.
WANGEL
Nu vel, Ellida? Altså –?
ELLIDA
Den dag, da du kom der ud og spurte mig, om jeg kunde og vilde tilhøre dig, – da talte du så åbent og så ærligt til mig om dit første ægteskab. Det havde været så lykkeligt, sa’ du.
WANGEL
Det var det også.
HIS: 568
ELLIDA
Ja, ja, det tror jeg nok, kære. Det er ikke derfor, jeg nævner det nu. Jeg vil bare minde dig om, at jeg på min side også var oprigtig imod dig. Jeg sa’ dig
HU: 87
jo ganske uforbeholdent, at jeg en gang i mit liv havde holdt af en anden. At det var kommet til – til et slags forlovelse mellem os.
WANGEL
Et slags –?
ELLIDA
Ja, noget sådant. Nå, det vared jo så ganske kort. Han rejste. Og så gjorde jeg det siden forbi. Det sa’ jeg dig alt sammen.
1.utg: 74
WANGEL
Men, kære Ellida, hvorfor ripper du så op i dette her? I grunden kom det jo slet ikke mig ved. Og jeg har da heller aldrig så meget som spurt dig en gang, hvem han var.
ELLIDA
Nej, det har du ikke. Du er altid så hensynsfuld imod mig.
WANGEL smiler
Å, i dette tilfælde –. Jeg kunde jo nok så omtrent sige mig navnet selv.
ELLIDA
Navnet!
WANGEL
Ude i Skjoldviken og der omkring var der jo ikke mange at gætte imellem. Eller, rettere sagt, der var vel bare en eneste en –
HIS: 569
ELLIDA
Du tror visst, at det var – Arnholm.
WANGEL
Ja, var det kanské ikke –?
ELLIDA
Nej.
1.utg: 75
WANGEL
Ikke det? Ja, da står unægtelig min forstand stille.
ELLIDA
Kan du huske, at senhøstes en gang kom der et stort amerikansk skib ind til Skjoldviken for havari?
WANGEL
Ja, det husker jeg godt. Det var der ombord, at de en morgen fandt kaptejnen dræbt i kahytten. Jeg var selv ude og obducerte liget.
ELLIDA
Ja, du var vel det.
WANGEL
Understyrmanden var nok den, som havde dræbt ham.
ELLIDA
Det kan ingen sige! For det kom aldrig op.
WANGEL
Der er nok ingen tvil om det alligevel. Hvor
HU: 88
for skulde han ellers gå hen og drukne sig, som han gjorde?
HIS: 570
ELLIDA
Han drukned sig ikke. Han rejste opover med en nordfarer.
1.utg: 76
WANGEL
studser
Hvoraf véd du det?
ELLIDA med overvindelse
Jo, Wangel, – for det er den understyrmanden, som jeg har været – forlovet med.
WANGEL springer op
Hvad er det, du siger! Kan dette her være muligt!
ELLIDA
Ja, – således er det. Det var med ham.
WANGEL
Men i al verden, Ellida –! Hvor kunde du falde på sligt noget! Gå hen og forlove dig med en sådan en! Med et vildfremmed menneske! – Hvad hed han for noget?
ELLIDA
Dengang kaldte han sig Friman. Siden, i brevene, skrev han sig Alfred Johnston.
WANGEL
Og hvor var han fra?
ELLIDA
Oppe fra Finmarken, sa’ han. For resten
1.utg: 77
var han født over i Finland. Var nok vandret ind som barn – med sin far, tror jeg.
HIS: 571
WANGEL
Altså en kvæn.
ELLIDA
Ja, de kaldes jo så.
WANGEL
Hvad véd du ellers om ham?
ELLIDA
Bare det, at han var gået tidlig til sjøs. Og at han havde faret på lange rejser.
WANGEL
Ellers slet ingen ting?
ELLIDA
Nej. Vi kom aldrig til at tale om sådant noget.
WANGEL
Hvad talte I da om?
ELLIDA
Vi talte mest om havet.
WANGEL
Ah –! Om havet altså?
1.utg: 78
ELLIDA
Om storm og om stille. Om mørke nætter på havet. Havet på de glittrende solskinsdage talte vi også om. Men mest talte vi om hvalerne og om springerne og om sælerne, som plejer ligge der ude på skæ
HU: 89
rene i middagsvarmen. Og så talte vi om
HIS: 572
mågerne og ørnene og alle de andre sjøfuglene, som du véd. – Tænk, – er ikke det underligt, – når vi talte om sådant noget, så stod det for mig, som om både sjødyrene og sjøfuglene var i slægt med ham.
WANGEL
Og du selv –?
ELLIDA
Ja, jeg syntes næsten, at jeg også kom i slægt med dem alle sammen.
WANGEL
Ja, ja. – Og så var det altså, at du forloved dig med ham?
ELLIDA
Ja. Han sa’, at jeg skulde gøre det.
WANGEL
Skulde? Havde du da ingen vilje selv?
1.utg: 79
ELLIDA
Ikke når han var i nærheden. Å, – bagefter syntes jeg, det var så rent ubegribeligt.
WANGEL
Kom du ofte sammen med ham?
ELLIDA
Nej, det var ikke ret ofte. En dag var han ude hos os og så sig om i fyrtårnet. Derved blev jeg kendt med ham. Og siden så traf vi hinanden en gang imellem. Men så kom jo dette her på med kaptejnen. Og så måtte han jo rejse.
HIS: 573
WANGEL
Ja, ja, lad mig høre lidt mere om det!
ELLIDA
Det var tidligt i grålysingen, – da fik jeg en seddel fra ham. Og i den stod der, at jeg skulde komme ud til ham på Bratthammeren, – du véd, det næsset mellem fyrtårnet og Skjoldviken.
WANGEL
Ja visst, ja visst, – jeg kender det godt.
ELLIDA
Did ud skulde jeg komme straks, skrev han, for han vilde tale med mig.
1.utg: 80
WANGEL
Og du gik?
ELLIDA
Ja. Jeg kunde ikke andet. Nå, så fortalte han mig da, at han havde stukket kaptejnen om natten.
WANGEL
Det sa’ han altså selv! Sa’ det lige ud!
ELLIDA
Ja. Men han havde bare gjort, hvad som ret og rigtigt var, sa’ han.
HU: 90
WANGEL
Ret og rigtigt? Hvorfor stak han ham da?
HIS: 574
ELLIDA
Det vilde han ikke ud med. Han sa’, at det var ikke noget for mig at høre på.
WANGEL
Og du trode ham på hans blotte og bare ord?
ELLIDA
Ja, der faldt mig ikke ind andet. Nå, rejse måtte han jo alligevel. Men i det han skulde til at sige mig farvel –. Nej, du kan aldrig tænke dig, hvad han da fandt på.
1.utg: 81
WANGEL
Nå? Så lad mig høre da!
ELLIDA
Han tog op af lommen en nøglehank og trak så af fingeren en ring, som han brugte gå med. Fra mig tog han også en liden ring, som jeg havde. Disse to ringene stak han sammen ind på nøglehanken. Og så sa’ han, at nu skulde vi to vie os sammen til havet.
WANGEL
Vie –?
ELLIDA
Ja, så sa’ han. Og dermed så kasted han hanken med ringene, af al sin magt, så langt han kunde, ud i dybet.
WANGEL
Og du, Ellida? Du gik med på det?
HIS: 575
ELLIDA
Ja, tænk dig, – jeg syntes dengang, at det var, som om det skulde så være. – Men, gud ske lov, – så rejste han da!
WANGEL
Og da han vel var borte –?
1.utg: 82
ELLIDA
Å, du kan vel tænke, at jeg snart kom til besindelse igen. Kom til at skønne, hvor rent galt og meningsløst det havde været alt sammen.
WANGEL
Men du talte før om breve. Du har altså dog hørt fra ham siden?
ELLIDA
Ja, jeg har hørt fra ham. Først fik jeg et par korte linjer fra Arkangel. Han skrev bare, at han vilde over til Amerika. Og så opgav han, hvor hen jeg kunde sende svar.
WANGEL
Gjorde du da det?
ELLIDA
Straks. Jeg skrev naturligvis, at al ting måtte
HU: 91
være forbi imellem os. Og at han ikke mere skulde tænke på mig, ligesom jeg aldrig mere vilde tænke på ham.
WANGEL
Men skrev han da så alligevel igen?
HIS: 576
ELLIDA
Ja, han skrev igen.
1.utg: 83
WANGEL
Og hvad svared han på det, du havde ladt ham vide?
ELLIDA
Ikke et ord på det. Det var, som om jeg slet ikke havde brudt med ham. Han skrev ganske sindig og rolig, at jeg skulde vente på ham. Når han kunde ta’ imod mig, vilde han la’ mig det vide. Og da skulde jeg komme til ham straks.
WANGEL
Vilde altså ikke slippe dig?
ELLIDA
Nej. Så skrev jeg igen. Næsten ord til andet det samme som første gang. Eller endnu stærkere.
WANGEL
Og så gav han sig da?
ELLIDA
Å nej, tro ikke det. Han skrev rolig som før. Ikke et ord om, at jeg havde brudt med ham. Så skønte jeg nok, det var unyttigt. Og derfor så skrev jeg aldrig mere til ham.
WANGEL
Og hørte ikke heller fra ham?
1.utg: 84
ELLIDA
Jo, jeg har fåt tre breve fra ham efter den tid. En gang skrev han mig til fra Kalifornien og en anden gang fra Kina. Det
HIS: 577
sidste brev, jeg fik fra ham, var fra Australien. Da skrev han, at han vilde gå til guldminerne. Men siden har han aldrig ladt høre fra sig.
WANGEL
Den mand har havt en uvanlig magt over dig, Ellida.
ELLIDA
Å ja, ja. Det grufulde menneske!
WANGEL
Men det må du ikke tænke mere på. Aldrig! Lov mig endelig det, min kære, velsignede Ellida! Nu skal vi forsøge en anden kur for dig. En friskere luft, end her inde i fjordene. Den saltsvangre, fejende havluft, du! Hvad siger du til det?
HU: 92
ELLIDA
Å, tal ikke om den ting! Tænk ikke på sligt noget! Der er ingen hjælp i det for mig. Jeg føler det så godt, – jeg får ikke væltet det af mig derude heller.
WANGEL
Hvilket? Kære, – hvilket mener du egentlig nu?
1.utg: 85
ELLIDA
Det grufulde, mener jeg. Denne ubegribelige magt over sindet –
WANGEL
Men det har du jo væltet af dig. For længe siden. Dengang du brød med ham. Nu er jo det længst forbi.
HIS: 578
ELLIDA
springer op
Nej, det er netop det, det ikke er!
WANGEL
Ikke forbi!
ELLIDA
Nej, Wangel, – det er ikke forbi! Og jeg er ræd, at det aldrig blir forbi. Aldrig i dette liv!
WANGEL med kvalt stemme
Vil du dermed sige, at du inderst inde aldrig har kunnet glemme den fremmede mand?
ELLIDA
Jeg havde glemt ham. Men så var det med et ligesom om han kom igen.
WANGEL
Hvor længe er det siden?
1.utg: 86
ELLIDA
Det er nu omkring tre år siden. Eller lidt mere. – Det var imens jeg gik og vented barnet.
WANGEL
Ah! På den tid altså? Ja, Ellida, – da begynder jeg jo at få rede på så mangt og meget.
ELLIDA
Du tar fejl, kære! Det, som er kommet over mig –. Å, jeg tror, det er aldrig i verden til at få rede på.
HIS: 579
WANGEL
ser smertefuld på hende
Tænke sig til – at her har du gået i hele tre år og båret kærlighed til en anden mand. Til en anden! Ikke til mig, – men til en anden!
ELLIDA
Å, du tar så rent fejl. Jeg bærer ikke kærlighed til nogen anden end til dig.
WANGEL dæmpet
Hvorfor er det da, at du i al denne tid ikke har villet leve med mig som min hustru?
HU: 93
ELLIDA
Det er for den rædsels skyld, som står af den fremmede mand.
1.utg: 87
WANGEL
Rædsel –?
ELLIDA
Ja, rædsel. En rædsel så grufuld, som jeg synes bare havet kan ha’ den. For nu skal du høre, Wangel –
De unge folk fra byen kommer tilbage fra venstre, hilser og går ud til højre. Sammen med dem kommer Arnholm, Bolette, Hilde og Lyngstrand.
BOLETTE i det de går forbi
Nej, går I og vandrer her oppe endnu?
ELLIDA
Ja, det er så svalt og godt her oppe i højden.
HIS: 580
ARNHOLM
Vi for vor part skal såmæn ned og danse.
WANGEL
Godt, godt. Vi kommer snart derned, vi også.
HILDE
Farvel så længe da.
ELLIDA
Herr Lyngstrand, – å, vent et øjeblik.
Lyngstrand standser. Arnholm, Bolette og Hilde går ud til højre.
1.utg: 88
ELLIDA
til Lyngstrand
Skal De også danse?
LYNGSTRAND
Nej, frue, jeg tror ikke, jeg tør.
ELLIDA
Nej, det er bedst, De er forsigtig. Dette med brystet –. De har jo ikke rigtig forvundet det endnu.
LYNGSTRAND
Ikke så ganske rigtig, nej.
ELLIDA noget nølende
Hvor længe kan det vel nu være siden De gjorde den rejsen –?
HIS: 581
LYNGSTRAND
Den gang jeg fik knækket?
ELLIDA
Ja, den rejsen, De fortalte om i formiddags.
LYNGSTRAND
Å, det er vel så omtrent –. Bi lidt. Jo, det er nu godt og vel tre år siden.
ELLIDA
Tre år altså.
1.utg: 89
LYNGSTRAND
Eller lidt mere. Vi gik fra Amerika i Februar. Og så forliste vi i Marts. Det var jævndøgnsstormene, vi var kommet ud for.
ELLIDA ser på Wangel
Altså på den tiden var det –.
WANGEL
Men, kære Ellida –?
HU: 94
ELLIDA
Nå, lad Dem ikke opholde, herr Lyngstrand. Gå De. Men dans ikke.
LYNGSTRAND
Nej, bare se på.
Han går ud til højre.
HIS: 582
WANGEL
Kære Ellida, – hvorfor spurte du ham ud om den rejsen?
ELLIDA
Johnston har været med ombord. Det er jeg ganske viss på.
WANGEL
Hvoraf slutter du det?
1.utg: 90
ELLIDA
uden at svare
Han har fåt vide ombord, at jeg havde giftet mig med en anden. Mens han var borte. Og så – i samme stunden så kom dette her over mig!
WANGEL
Dette med rædselen?
ELLIDA
Ja. Ret som det er, kan jeg pludselig komme til at se ham lys levende foran mig. Eller egentlig lidt til siden. Han ser aldrig på mig. Han bare er der.
WANGEL
Hvorledes synes du, han ser ud?
ELLIDA
Således, som da jeg så ham sidst.
WANGEL
For ti år siden?
HIS: 583
ELLIDA
Ja. Ude på Bratthammeren. Aller tydeligst ser jeg hans brystnål med en stor, blåhvid perle i. Den perlen ligner et dødt fiskeøje. Og det ligesom stirrer på mig.
1.utg: 91
WANGEL
I guds navn –! Du er sygere, end jeg trode. Sygere end du selv véd af, Ellida.
ELLIDA
Ja, ja, – hjælp mig, om du kan! For jeg føler, at det trækker sig mere og mere sammen om mig.
WANGEL
Og i slig en tilstand har du nu gået her i hele tre år. Båret på disse lønlige lidelser uden at betro dig til mig.
ELLIDA
Men det kunde jeg jo ikke! Ikke før nu, da det blev nødvendigt – for din egen skyld. Skulde jeg ha’ betrod dig alt dette her, – så måtte jeg jo også ha’ betrod dig – det uudsigelige.
HU: 95
WANGEL
Det uudsigelige –?
ELLIDA afværgende
Nej, nej, nej! Spørg ikke! Bare en eneste ting til. Så ikke mere. – Wangel, – hvorledes skal vi grunde ud – dette gådefulde med barnets øjne –?
HIS: 584
WANGEL
Kære, velsignede Ellida, jeg forsikrer dig, at
1.utg: 92
det var bare en indbildning af dig. Barnet havde akkurat samme slags øjne som andre normale børn.
ELLIDA
Nej, det havde ikke! At du ikke kunde se det! Barnets øjne skifted farve efter sjøen. Lå fjorden i solskinsstille, så var øjnene derefter. I stormvejr også. – Å, jeg så det nok, jeg, om ikke du så det.
WANGEL eftergivende
Hm, – lad så være da. Men selv om så var? Hvad så?
ELLIDA sagte og nærmere
Jeg har set slige øjne før.
WANGEL
Når? Og hvor –?
ELLIDA
Ude på Bratthammeren. For ti år siden.
WANGEL viger et skridt
Hvad skal dette –!
ELLIDA hvisker bævende
Barnet havde den fremmede mands øjne.
1.utg: 93
WANGEL
skriger uvilkårligt
Ellida –!
HIS: 585
ELLIDA
slår i jammer hænderne sammen over hovedet
Nu må du vel forstå, hvorfor jeg aldrig mere vil, – aldrig mere tør leve med dig som din hustru!
Hun vender sig hurtigt og flygter ned over bakkerne til højre.
WANGEL iler efter hende og råber
Ellida, – Ellida! Min stakkers ulykkelige Ellida!
HIS: 586
1.utg: [94]
HU: 96
HIS: 587
TREDJE AKT
En afsides liggende del af doktor Wangels have. Stedet er fugtigt, sumpigt og overskygget af store gamle trær. Til højre ses bredden af en skimlet dam. Et lavt åbent gærde skiller haven fra fodstien og fjorden i baggrunden. Længst tilbage fjeldrækkerne og tinderne hinsides fjorden. Det er sen eftermiddag, henimod aften.
Bolette sidder og syr på en stenbænk til venstre. På bænken ligger et par bøger og en sykurv. Hilde og Lyngstrand, begge med fiskeredskaber, går ved bredden af dammen.
HILDE gør tegn til Lyngstrand
Stå stille! Der ser jeg en stor en.
LYNGSTRAND ser efter
Hvor står den henne?
HILDE peger
Kan De ikke se – der nede står den. Og se der! Der er, guds død, en til! (ser hen mellem træerne) Uh, – nu kommer han og skræmmer dem for os!
1.utg: 95
BOLETTE
ser op
Hvem kommer?
HILDE
Din overlærer, mor!
HIS: 588
BOLETTE
Min –?
HILDE
Ja, min har han, så gu’, aldrig været.
Overlærer Arnholm, fra højre, kommer frem mellem træerne.
ARNHOLM
Er der kommet fisk i dammen nu?
HILDE
Ja, her går nogen svært gamle karudser.
ARNHOLM
Nej, så de gamle karudserne er i live endnu?
HILDE
Ja, de er sejge, de. Men nu skal vi vel se at få has på nogen af dem.
ARNHOLM
De skulde da heller prøve ude på fjorden.
LYNGSTRAND
Nej, dammen – den er ligesom mere hemmelighedsfuld at kalde for.
1.utg: 96
HILDE
Ja, her er det mere spændende. – Har De været i sjøen nu?
HU: 97
ARNHOLM
Netop. Jeg kommer lige fra badehuset.
HIS: 589
HILDE
De holdt Dem vel inde i kummen da?
ARNHOLM
Ja, jeg er ikke nogen særdeles svømmer.
HILDE
Kan De svømme på ryggen?
ARNHOLM
Nej.
HILDE
Jeg kan. (til Lyngstrand) Lad os prøve der borte på den andre siden.
De går langsmed dammen ud til højre.
ARNHOLM går nærmere hen til Bolette
Sidder De så alene, De, Bolette?
BOLETTE
Å ja, det gør jeg som oftest.
1.utg: 97
ARNHOLM
Er ikke Deres mor her nede i haven?
BOLETTE
Nej. Hun er visst ude og går med far.
ARNHOLM
Hvorledes står det til med hende i eftermiddag?
HIS: 590
BOLETTE
Jeg véd ikke rigtig. Jeg glemte at spørge efter.
ARNHOLM
Hvad er det for bøger, De har der?
BOLETTE
Å, den ene er sådant noget om plantelære. Og den anden er en jordbeskrivelse.
ARNHOLM
Læser De gerne den slags ting?
BOLETTE
Ja, når jeg kan få tid til det, så –. Men husstellet må jeg jo først og fremst ta’ mig af.
ARNHOLM
Men hjælper ikke Deres mor – Deres stedmor – hjælper ikke hun Dem med det?
1.utg: 98
BOLETTE
Nej, det ligger til mig. Jeg måtte jo stå for det i de to år, far var alene. Og så er det ble’t ved det sidenefter også.
ARNHOLM
Men lige stor læselyst har De altså fremdeles.
BOLETTE
Ja, jeg læser, hvad jeg kan få fat på af nyttige bøger. En vil jo gerne vide lidt besked om verden. For her lever vi jo så rent udenfor alt det, som til er. Ja, næsten da.
HIS: 591
ARNHOLM
Men, kære Bolette, sig dog ikke det.
HU: 98
BOLETTE
Å jo. Jeg synes ikke, vi lever synderlig anderledes, vi, end karudserne nede i dammen der. Fjorden har de så lige ind på sig og der stryger de store vilde fiskestimene ud og ind. Men det får de stakkers tamme husfiskene ikke vide nogen ting om. Og der får de aldrig være med.
ARNHOLM
Jeg tror ikke heller, det vilde bekomme dem videre bra’, om de slap ud der.
1.utg: 99
BOLETTE
Å, det fik næsten være det samme, synes jeg.
ARNHOLM
For resten kan De da ikke sige, at man er sat så rent udenfor livet her. Ikke om sommeren i alle fald. Her er jo nu om dagene netop ligesom et slags mødested for verdenslivet. Næsten et knudepunkt – sådan i forbigående.
BOLETTE smiler
Å ja, De, som selv er her bare sådan i forbigående, De har sagtens let nok for at gøre nar af os.
ARNHOLM
Gør jeg nar –? Hvor falder De på det?
BOLETTE
Jo, for alt dette her om mødested og knudepunkt for verdenslivet,
HIS: 592
det er noget, som De har hørt folk i byen sige. Ja, for de bruger at sige sådant noget.
ARNHOLM
Ja, oprigtig talt, så har jeg lagt mærke til det.
BOLETTE
Men der er jo ikke et sandt ord i det i grunden. Ikke for os, som lever her til stadig.
1.utg: 100
Hvad nytter det os, at den store fremmede verden kommer her forbi for at rejse op og se på midnatssolen? Vi selv får jo ikke være med på det. Vi får såmæn ikke se nogen midnatssol. Å nej, vi får nok pent leve livet her i vor karudsdam.
ARNHOLM sætter sig hos hende
Sig mig en gang, kære Bolette, – er der ikke, mon tro, et eller andet, – noget bestemt, mener jeg, som De går her hjemme og længter efter?
BOLETTE
Å jo, det kunde nok være.
ARNHOLM
Og hvad er så det egentlig for noget? Hvad er det, De går og længter efter?
HU: 99
BOLETTE
Mest efter at få komme ud.
ARNHOLM
Det altså først og fremst?
HIS: 593
BOLETTE
Ja. Og så efter at få lære noget mere. At få vide noget rigtig om alle ting.
ARNHOLM
I den tid, jeg læste med Dem, sa’ Deres far ofte, at De skulde få lov til at studere.
1.utg: 101
BOLETTE
Å ja, stakkers far, – han siger så meget. Men når det kommer til stykket, så –. Der er ikke nogen rigtig fremfærd i far.
ARNHOLM
Nej, desværre, det har De ret i. Der er ikke egentlig det. Men har De da nogensinde talt med ham om den sag? Sådan rigtig alvorligt og indtrængende?
BOLETTE
Nej, det har jeg egentlig ikke gjort heller.
ARNHOLM
Men, véd De hvad, det skulde De dog virkelig gøre. Før det blir for sent, Bolette. Hvorfor gør De ikke det?
BOLETTE
Å, det er vel fordi der ikke er nogen rigtig fremfærd i mig heller, kan jeg tro. Det er visst noget, jeg har efter far.
ARNHOLM
Hm, – mon tro De ikke gør Dem selv uret der?
HIS: 594
BOLETTE
Å nej, desværre. Og så har jo far så liden tid til at tænke på mig og min fremtid. Liden lyst har han også til det. Sligt noget skyder han
1.utg: 102
helst ifra sig, når han bare kan. For han er jo så rent optaget af Ellida –
ARNHOLM
Af hvem –? Hvorledes –?
BOLETTE
Jeg mener, at han og min stedmor –. (afbrydende) Far og mor har jo sit for sig selv, kan De skønne.
ARNHOLM
Nå, desto bedre vilde det da være, om De så til at komme væk fra dette her.
BOLETTE
Ja, men jeg synes ikke, jeg har ret til det heller. Ikke til at forlade far.
ARNHOLM
Men, kære Bolette, det blir De jo nødt til engang alligevel. Derfor så synes jeg, at De jo før jo heller –
HU: 100
BOLETTE
Ja, der blir vel ikke andet for. Jeg må jo tænke på mig selv også. Søge at komme ind i en eller anden stilling. Når far engang falder fra, så har jeg jo ingen, jeg kan holde mig til. – Men stakkers far, – jeg gruer for at rejse fra ham.
1.utg: 103
ARNHOLM
Gruer –?
HIS: 595
BOLETTE
Ja, for fars egen skyld.
ARNHOLM
Men, herre gud, Deres stedmor da? Hun blir jo hos ham.
BOLETTE
Ja, det er jo så. Men hun er slet ikke skikket til alt det, som mor havde sådant et godt greb på. Der er så mangt og meget, som denne her ikke ser. Eller som hun kanske ikke vil se, – eller ikke bryr sig om. Jeg ved ikke, hvilken af delene det er.
ARNHOLM
Hm, – jeg tror nok, jeg forstår, hvad De sigter til.
BOLETTE
Stakkers far, – han er svag i enkelte stykker. De har kanske selv mærket det. Forretninger har han jo heller ikke nok af til at fylde tiden ud. Og så det, at hun er så rent ude af stand til at støtte ham. – Det har han nu for resten visst selv nogen skyld i.
ARNHOLM
Hvorledes det, tror De?
1.utg: 104
BOLETTE
Å, far vil nu altid så gerne se glade ansigter omkring sig. Der skal være solskinsvejr og fornøjelighed i huset, siger han. Derfor er jeg ræd, han mangen gang lar hende få medicin, som hun slet ikke har godt af i længden.
ARNHOLM
Tror De virkelig det.
HIS: 596
BOLETTE
Ja, jeg kan ikke komme bort fra den tanke. For hun er så underlig iblandt. (heftig) Men er det så ikke ubilligt, at jeg skal bli’ ved at gå her hjemme! Det er jo i grunden ikke til nogen verdens nytte for far. Og jeg har da også pligter imod mig selv, synes jeg.
HU: 101
ARNHOLM
Ved De hvad, kære Bolette, – disse sager skal vi to tale nærmere om.
BOLETTE
Å, det nytter visst ikke stort. Jeg er vel skabt til at bli’ her i karudsdammen, kan jeg tro.
ARNHOLM
Slet ikke. Det kommer ganske an på Dem selv.
1.utg: 105
BOLETTE
livfuldt
Siger De det?
ARNHOLM
Ja, tro De mig. Det ligger helt og holdent i Deres egen hånd.
BOLETTE
Å gid jeg så sandt –! Vil De kanske lægge ind et godt ord for mig hos far?
ARNHOLM
Det også. Men først og fremst vil jeg tale åbenhjertigt og uforbeholdent med Dem selv, kære Bolette. (ser ud til venstre) Hys! Lad Dem ikke mærke med noget. Vi skal komme tilbage til det siden.
HIS: 597
Ellida kommer fra venstre. Hun er uden hat, kun med et stort tørklæde kastet over hovedet og skuldrene.
ELLIDA i urolig livlighed
Her er det godt! Her er det dejligt!
ARNHOLM rejser sig
Har De været ude at spadsere?
ELLIDA
Ja, en lang, lang herlig tur opover med Wangel. Og nu skal vi ud og sejle.
1.utg: 106
BOLETTE
Vil du ikke sætte dig?
ELLIDA
Nej tak. Ikke sidde.
BOLETTE flytter sig på bænken
For her er god plads.
ELLIDA går omkring
Nej, nej, nej. Ikke sidde. Ikke sidde.
ARNHOLM
Den turen har visst bekommet Dem vel. De ser så oplivet ud.
ELLIDA
Å, jeg befinder mig så inderlig vel! Jeg føler mig så usigelig lykkelig! Så tryg! Så tryg –. (ser ud til venstre) Hvad er det for et stort dampskib, som kommer der?
HIS: 598
BOLETTE
rejser sig og ser ud
Det må være det store engelske.
ARNHOLM
Det lægger til ude ved tønden. Plejer det stoppe her?
1.utg: 107
HU: 102
BOLETTE
Bare en halv times tid. Det skal længere indover i fjorden.
ELLIDA
Og så udover igen – imorgen. Ud på det store åbne hav. Helt over havet. Tænk, – at få være med der! Den, som kunde det! Den, som bare kunde!
ARNHOLM
Har De aldrig fåt gøre nogen større sørejse, fru Wangel?
ELLIDA
Aldrig nogensinde. Bare sådanne små farter her inde i fjordene.
BOLETTE med et suk
Å nej, vi får nok ta’ til takke med landjorden.
ARNHOLM
Nå, der hører vi jo også egentlig hjemme.
ELLIDA
Nej, det tror jeg slet ikke, at vi gør.
ARNHOLM
Ikke på landjorden?
1.utg: 108
HIS: 599
ELLIDA
Nej. Jeg tror ikke det. Jeg tror, at dersom menneskene bare fra først af havde vænnet sig til at leve sit liv på havet, – i havet kanske, – så vilde vi nu ha’ været ganske anderledes fuldkomne end vi er. Både bedre og lykkeligere.
ARNHOLM
Tror De virkelig det?
ELLIDA
Ja, jeg gad vide, om vi ikke vilde været det. Jeg har mangen gang talt med Wangel om dette her –
ARNHOLM
Nå, og han –?
ELLIDA
Jo, han mener, det kunde kanske nok være.
ARNHOLM spøgende
Nå, lad gå. Men sket er sket. Vi er da altså en gang for alle kommet på gal vej og er ble’t landdyr istedet for havdyr. Under alle omstændigheder er det visst nu for sent at rette på fejlen.
ELLIDA
Ja, der siger De en sørgelig sandhed. Og
1.utg: 109
jeg tror, at menneskene aner noget sådant selv. At de går og bærer på det, som på en lønlig anger og sorg. De kan tro mig, – deri er det, at menneskenes tungsind har sin dybeste grund. Jo, – tro De mig på det.
HIS: 600
ARNHOLM
Men, bedste fru Wangel, – jeg har ikke fåt
HU: 103
det indtryk, at menneskene er så svært tungsindige endda. Jeg synes tvert imod, at de fleste ser livet så lyst og let – og i en stor, stille, ubevidst glæde.
ELLIDA
Å nej, det er nok ikke så. Den glæden – den er nok ligesom vor glæde over det lange lyse sommerdøgn. Den har mindelsen om den kommende mørketid over sig. Og den mindelsen er det, som kaster sin skygge over menneskeglæden, – ligesom drivskyen kaster sin skygge over fjorden. Der lå den så blank og blå. Og så med et –
BOLETTE
Du skulde ikke gi’ dig af med slige triste tanker nu. Nylig var du jo så glad og så oplivet –
ELLIDA
Ja, ja, jeg var jo det. Å, dette her – det er så dumt af mig. (ser sig urolig om) Bare Wangel nu vilde komme her ned. Han lovte mig det så
1.utg: 110
bestemt. Men han kommer jo ikke alligevel. Han har visst glemt det. Å, kære herr Arnholm, vil ikke De se til at finde ham for mig?
ARNHOLM
Jo, meget gerne.
ELLIDA
Sig ham, at han endelig må komme straks. For nu kan jeg ikke se ham –
HIS: 601
ARNHOLM
Ikke se ham –?
ELLIDA
Å, De forstår mig ikke. Når han ikke er tilstede, så kan jeg tidt ikke huske, hvorledes han ser ud. Og så er det, som om jeg rent havde mistet ham. – Det er så forfærdelig pinligt. Men gå bare!
Hun driver om henne ved dammen.
BOLETTE til Arnholm
Jeg går med Dem. De ved jo ikke besked –
ARNHOLM
Å hvad. Jeg skal nok –
BOLETTE halvhøjt
Nej, nej, jeg er urolig. Jeg er ræd, han er ombord i dampskibet.
1.utg: 111
ARNHOLM
Ræd?
BOLETTE
Ja, han plejer se, om der er bekendte med. Og så er der jo restauration ombord –
HU: 104
ARNHOLM
Ah! Ja kom så.
Han og Bolette går ud til venstre.
HIS: 602
Ellida står en stund og stirrer ned i dammen. Af og til taler hun sagte og afbrudt med sig selv.
Udenfor på fodstien bag havegærdet kommer fra venstre en fremmed rejseklædt mand. Han har busket rødligt hår og skæg. Skottehue på hovedet og rejsetaske i en rem over skulderen.
DEN FREMMEDE MAND går langsomt langs gærdet og spejder ind i haven. Da han får øje på Ellida, standser han, ser ufravendt og forskende på hende og siger dæmpet
God aften, Ellida!
ELLIDA vender sig om og råber
Å, kære, – kommer du da endelig!
DEN FREMMEDE
Ja, endelig en gang.
ELLIDA ser overrasket og ængstelig på ham
Hvem er De? Søger De nogen her?
DEN FREMMEDE
Det kan du vel forstå.
1.utg: 112
ELLIDA
studser
Hvad er det! Hvorledes tiltaler De mig! Hvem ser De efter?
DEN FREMMEDE
Jeg ser da vel efter dig.
HIS: 603
ELLIDA
farer sammen
Ah –! (stirrer på ham, tumler tilbage og bryder ud i et halvkvalt skrig) Øjnene! – Øjnene!
DEN FREMMEDE
Nå, – begynder du endelig at dra’ kendsel på mig? Jeg kendte dig straks, jeg, Ellida.
ELLIDA
Øjnene! Se ikke sådan på mig! Jeg skriger om hjælp!
DEN FREMMEDE
Hys, hys! Vær ikke ræd. Jeg gør dig jo ikke noget.
ELLIDA holder hånden for øjnene
Se ikke så på mig, siger jeg!
DEN FREMMEDE læner sig med armene på havegærdet
Jeg er kommen med den engelske damperen.
1.utg: 113
ELLIDA
skotter sky hen til ham
Hvad vil De mig?
DEN FREMMEDE
Jeg lovte dig jo at komme igen, så snart jeg kunde –
ELLIDA
Rejs! Rejs igen! Kom aldrig – aldrig mere
HU: 105
her! Jeg har jo skrevet Dem til, at alt skulde være forbi mellem os! Alt sammen! Det véd De jo!
HIS: 604
DEN FREMMEDE
uforstyrret, uden at svare
Jeg vilde gerne kommet til dig før. Men det kunde jeg ikke. Nu kunde jeg da endelig. Og så har du mig da, Ellida.
ELLIDA
Hvad er det, De vil mig? Hvad er det, De tænker på? Hvad er det, De er kommet her for?
DEN FREMMEDE
Du kan da vel vide, jeg er kommet for at hente dig.
ELLIDA viger i rædsel
Hente mig! Er det det, De tænker på!
1.utg: 114
DEN FREMMEDE
Ja, forstår sig.
ELLIDA
Men De må jo dog vide, at jeg er gift!
DEN FREMMEDE
Ja, det véd jeg.
ELLIDA
Og så alligevel –! Alligevel så kommer De her for at – for at – hente mig!
DEN FREMMEDE
Ja vel gør jeg det.
ELLIDA griber sig med begge hænder om hovedet
Å, dette forfærdelige –! Å, dette grufulde, grufulde –!
HIS: 605
DEN FREMMEDE
Vil du kanske ikke?
ELLIDA forvildet
Se ikke sådan på mig!
DEN FREMMEDE
Jeg spør’, om du ikke vil?
ELLIDA
Nej, nej, nej! Jeg vil ikke! Aldrig i evighed!
1.utg: 115
Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg hverken kan eller vil! ( sagtere) Jeg tør ikke heller.
DEN FREMMEDE stiger over gærdet og kommer ind i haven
Ja ja da, Ellida, – så lad mig bare sige dig én eneste ting, før jeg rejser.
ELLIDA vil flygte, men kan ikke. Hun står som lammet af skræk og støtter sig til en træstamme ved dammen
Rør mig ikke! Kom ikke hid til mig! Ikke nærmere! Rør mig ikke, siger jeg!
DEN FREMMEDE varsomt, et par skridt imod hende
Du får ikke være så ræd for mig, Ellida.
ELLIDA slår hænderne for øjnene
Sé ikke sådan på mig!
HU: 106
DEN FREMMEDE
Bare ikke ræd. Ikke ræd.
HIS: 606
Doktor Wangel kommer gennem haven fra venstre.
WANGEL endnu halvvejs inde mellem træerne
Nå, du har nok ventet dygtig længe på mig.
ELLIDA styrter hen til ham, klynger sig fast til hans arm og råber
Å, Wangel, – frels mig! Frels mig du – om du kan!
1.utg: 116
WANGEL
Ellida, – hvad i guds navn –!
ELLIDA
Frels mig, Wangel! Ser du ham da ikke? Der borte står han jo!
WANGEL ser derhen
Den mand der? (går nærmere) Må jeg spørge, – hvem er De? Og hvorfor kommer De her ind i haven?
DEN FREMMEDE tyder med et nik mod Ellida
Jeg vil tale med hende der.
WANGEL
Ja så. Så var det vel Dem –? (til Ellida) Jeg hører, der har været en fremmed mand inde i gården og spurt efter dig.
DEN FREMMEDE
Ja, det var mig.
WANGEL
Og hvad vil De så min hustru? (vender sig) Kender du ham, Ellida?
HIS: 607
ELLIDA
sagte, vrider hænderne
Å, om jeg kender ham! Ja, ja, ja!
1.utg: 117
WANGEL
hurtigt
Nu!
ELLIDA
Å, det er jo ham, Wangel! Det er ham selv! Ham, som du véd –!
WANGEL
Hvad! Hvad er det, du siger! (vender sig) Er De den Johnston, som engang –?
DEN FREMMEDE
Nå, – De kan jo kalde mig Johnston. Gerne for mig. For resten heder jeg ikke så.
WANGEL
Ikke det?
DEN FREMMEDE
Ikke nu længer, nej.
WANGEL
Og hvad kan De så ville min hustru? Ja, for De véd jo altså, at fyrforvalterens datter er gift for længe siden. Og hvem hun er gift med, det må De jo også vide.
HU: 107
DEN FREMMEDE
Det har jeg nu vidst i over tre år.
1.utg: 118
ELLIDA
spændt
Hvorledes fik De vide det?
HIS: 608
DEN FREMMEDE
Jeg var på vejen hjem til dig. Så kom jeg over en gammel avis. Det var et blad her fra disse kanter. Og i det stod der om vielsen.
ELLIDA ser hen for sig
Vielsen –. Altså det var det –
DEN FREMMEDE
Det tog mig så underligt. For det med ringene, – det var jo også en vielse, Ellida.
ELLIDA slår hænderne for ansigtet
Åh –!
WANGEL
Hvor tør De –!
DEN FREMMEDE
Havde du glemt det?
ELLIDA føler hans blik og bryder ud
Stå ikke og se således på mig!
1.utg: 119
WANGEL
stiller sig foran ham
De har at vende Dem til mig og ikke til hende. Altså, kort og godt, – når De nu kender forholdene, – hvad har De så egentlig her at gøre? Hvorfor kommer De hid og søger min hustru op?
DEN FREMMEDE
Jeg havde lovet Ellida at komme til hende så snart jeg kunde.
HIS: 609
WANGEL
Ellida –! Nu igen!
DEN FREMMEDE
Og Ellida havde lovet mig så sikkert at bie på mig, til jeg kom.
WANGEL
Jeg hører, De kalder min hustru ved fornavn. Den slags fortrolighed bruges ikke her hos os.
DEN FREMMEDE
Jeg véd godt det. Men da hun nu først og fremst hører mig til –
WANGEL
Dem! Fremdeles –!
1.utg: 120
ELLIDA
viger bag Wangel
Åh –! Han slipper mig aldrig!
WANGEL
Dem! Siger De, at hun hører Dem til!
DEN FREMMEDE
Har hun fortalt Dem noget om to fingerringe? Min ring og Ellidas?
WANGEL
Ja vel. Men hvad så? Hun gjorde det jo siden forbi igen. De har jo fåt hendes breve. De véd det altså selv.
HU: 108
DEN FREMMEDE
Både Ellida og jeg var enige om, at dette med ringene skulde stå ved magt og gælde så fuldt og godt som en vielse.
HIS: 610
ELLIDA
Men jeg vil ikke, hører De jo! Aldrig i verden vil jeg vide noget af Dem mere! Sé ikke således på mig! Jeg vil ikke, siger jeg!
WANGEL
De må være en forstyrret mand, dersom De tror, De kan komme her og bygge nogen ret på slige barnestreger.
1.utg: 121
DEN FREMMEDE
Det er sandt. Nogen ret, – i den mening, som De tar det, – det har jeg jo slet ikke.
WANGEL
Men hvad vil De så gøre? De bilder Dem da vel aldrig ind, at De kan ta’ hende fra mig med magt! Mod hendes egen vilje!
DEN FREMMEDE
Nej. Hvad skulde det være godt for? Vil Ellida være med mig, så må hun rejse frivillig.
ELLIDA studser og bryder ud
Frivillig –!
WANGEL
Og det kunde De tænke Dem –!
ELLIDA hen for sig
Frivillig –!
WANGEL
De må være sindsforvirret. Gå Deres vej! Vi har ikke noget mere med Dem at skaffe.
HIS: 611
DEN FREMMEDE
ser på sit uhr
Det er snart på tiden for mig at komme
1.utg: 122
ombord igen. (et skridt nærmere) Ja, ja, Ellida, – nu har jeg altså gjort min skyldighed. (atter nærmere) Jeg har holdt det ord, jeg gav dig.
ELLIDA bønligt, viger tilside
Å, rør mig ikke!
DEN FREMMEDE
Og så får du betænke dig til imorgen nat –
WANGEL
Her er ingen ting at betænke. Se til, at De kommer ud!
DEN FREMMEDE fremdeles til Ellida
Nu går jeg med damperen indover i fjorden. Imorgen nat kommer jeg altså igen. Og så ser jeg indom til dig. Du får vente på mig
HU: 109
her i haven. For jeg vil helst gøre den sagen af med dig alene, forstår du.
ELLIDA sagte og bævende
Å, hører du det, Wangel!
WANGEL
Vær bare rolig. Det besøg skal vi nok vide at forhindre.
DEN FREMMEDE
Farvel da så længe, Ellida. Imorgen nat altså.
1.utg: 123
ELLIDA
bønfaldende
Å nej, nej, – kom ikke imorgen nat! Kom aldrig mere igen!
HIS: 612
DEN FREMMEDE
Og skulde du til den tid bli’ til sinds at følge med over havet –
ELLIDA
Å, sé da ikke sådan på mig!
DEN FREMMEDE
Jeg mener bare, at så får du holde dig rejsefærdig.
WANGEL
Gå op i huset, Ellida.
ELLIDA
Jeg kan ikke. Å, hjælp mig! Frels mig, Wangel!
DEN FREMMEDE
For du må vel tænke på den ting, at rejser du ikke med mig imorgen, så er det hele ude.
ELLIDA ser bævende på ham
Er så det hele ude? For bestandig –?
1.utg: 124
DEN FREMMEDE
med et nik
Kan aldrig gøres om igen da, Ellida. Jeg kommer aldrig mere til disse lande. Du får aldrig se mig mere. Aldrig høre fra mig heller. Da er jeg som død og borte fra dig for bestandig.
ELLIDA ånder uroligt
Åh –!
HIS: 613
DEN FREMMEDE
Tænk altså nøje over, hvad du gør. Farvel. (går hen og stiger over gærdet, standser og siger) Ja, Ellida, – hold dig så rejsefærdig til imorgen nat. For da kommer jeg her og henter dig.
Han går langsomt og rolig henad fodstien ud til højre.
ELLIDA ser en stund efter ham
Frivillig, sa’ han! Tænk, – han sa’, at frivillig skulde jeg rejse med ham.
WANGEL
Vær bare sindig. Nu er han jo borte. Og du skal aldrig få se ham mere.
HU: 110
ELLIDA
Å, hvor kan du da sige det? Han kommer jo igen imorgen nat.
1.utg: 125
WANGEL
Lad ham komme. Dig skal han i alle fald ikke mødes med.
ELLIDA ryster på hovedet
Å, Wangel, tro aldrig, at du kan hindre ham.
WANGEL
Jo, kære, – lid du bare på mig.
ELLIDA grublende, uden at høre på ham
Når han nu har været her – imorgen nat –? Og når han så er rejst over havet med dampskibet –?
WANGEL
Ja, hvad så?
HIS: 614
ELLIDA
Gad vide, om han da aldrig – aldrig mere kommer?
WANGEL
Nej, kære Ellida, det kan du visst være ganske tryg for. Hvad skulde han vel gøre her bagefter dette? Nu har han jo fåt høre af din egen mund, at du slet ikke vil vide af ham. Dermed er den sag forbi.
ELLIDA hen for sig
Imorgen altså. Eller aldrig.
1.utg: 126
WANGEL
Og skulde han end finde på at komme her igen –
ELLIDA spændt
Hvad så –?
WANGEL
Da står det jo i vor magt at gøre ham uskadelig.
ELLIDA
Å, tro ikke det.
WANGEL
Det står i vor magt, siger jeg! Kan du ikke få fred for ham på anden måde, så skal han komme til at bøde for drabet på kaptejnen.
ELLIDA hæftigt
Nej, nej, nej! Aldrig det! Vi véd ingen ting om drabet på kaptejnen! Slet ingen ting!
HIS: 615
WANGEL
Véd vi ikke! Han har jo selv tilståt det for dig!
ELLIDA
Nej, ingen ting om dette! Siger du noget, så nægter jeg det. Ikke spærre ham inde! Han
1.utg: 127
hører til ude på det åbne hav. Der ude hører han til.
HU: 111
WANGEL
ser på hende og siger langsomt
Ah, Ellida, – Ellida!
ELLIDA klynger sig voldsomt op til ham
Å, kære, trofaste, – frels mig for den mand!
WANGEL gør sig læmpeligt løs
Kom! Kom med mig!
Lyngstrand og Hilde, begge med fiskeredskaberne, kommer frem fra højre ved dammen.
LYNGSTRAND går hurtig hen til Ellida
Å nej, frue, nu skal De høre noget mærkeligt!
WANGEL
Hvad er det?
LYNGSTRAND
Tænk, – vi har sét amerikaneren!
WANGEL
Amerikaneren?
HIS: 616
HILDE
Ja, jeg så ham også.
1.utg: 128
LYNGSTRAND
Han gik op bag om haven og så ombord i det store engelske dampskibet.
WANGEL
Hvor kender De den mand fra?
LYNGSTRAND
Jeg har faret til sjøs med ham en gang. Jeg trode så visst, at han var druknet. Og så er han ganske levendes.
WANGEL
Véd De noget nærmere om ham?
LYNGSTRAND
Nej. Men han er visst kommet for at hævne sig på sin troløse sjømandskone.
WANGEL
Hvad er det De siger?
HILDE
Lyngstrand vil bruge ham til at lave et kunstværk af.
WANGEL
Jeg begriber ikke et ord –
ELLIDA
Du skal få høre det siden.
HIS: 617
Arnholm og Bolette kommer fra venstre på fodstien udenfor havegærdet.
1.utg: 129
BOLETTE
til dem i haven
Kom her og sé! Nu går den engelske damperen indover fjorden.
Et stort dampskib glider langsomt forbi i nogen frastand.
LYNGSTRAND til Hilde henne ved havegærdet
Inat kommer han visst over hende.
HILDE nikker
Over den troløse sjømandskonen, – ja.
LYNGSTRAND
Tænk, – ved midnats tider.
HU: 112
HILDE
Jeg synes, det må bli’ spændende.
ELLIDA ser efter skibet
Imorgen altså –
WANGEL
Og så aldrig mere.
ELLIDA sagte og bævende
Å, Wangel, – frels mig for mig selv!
1.utg: 130
WANGEL
ser angstfuldt på hende
Ellida! Jeg aner det, – her er noget bagved.
HIS: 618
ELLIDA
Det dragende er bagved.
WANGEL
Det dragende –?
ELLIDA
Den mand er som havet.
Hun går langsomt og grublende gennem haven ud til venstre. Wangel går urolig ved siden af og iagttager hende forskende.
1.utg: [131]
HIS: 619
HU: 113
FJERDE AKT
Doktor Wangels havestue. Døre til højre og venstre. I baggrunden mellem begge vinduerne åben glasdør ud til verandaen. Nedenfor denne ses en del af haven. Sofa med bord foran til venstre. Til højre et pianoforte og længere tilbage en stor blomsteropsats. Midt på gulvet et rundt bord med stole omkring. På bordet et blomstrende rosentræ og andre potteplanter omkring. – Det er formiddag.
Inde i stuen ved bordet til venstre sidder Bolette i sofaen, beskæftiget med et broderi. Lyngstrand sidder på en stol ved den øvre ende af bordet. Nede i haven sidder Ballested og maler. Hilde står ved siden af og ser på ham.
LYNGSTRAND med armene på bordet, sidder en stund i taushed og ser på hvorledes Bolette arbejder
Det må visst være svært vanskeligt at sy slig en bord, frøken Wangel.
BOLETTE
Å nej. Det er ikke så vanskeligt. Når en bare passer på at tælle rigtig –
LYNGSTRAND
Tælle? Må De tælle også?
BOLETTE
Ja, stingene. Se her.
1.utg: 132
HIS: 620
LYNGSTRAND
Rigtig, ja! Tænk bare! Det er jo næsten som en slags kunst. Kan De tegne også?
BOLETTE
Å ja, når jeg har mønster for mig.
LYNGSTRAND
Ikke ellers?
BOLETTE
Nej, ellers ikke.
LYNGSTRAND
Så er det ikke rigtig kunst alligevel.
BOLETTE
Nej, det er jo mest sådan – håndfærdighed.
LYNGSTRAND
Men jeg tror nu, at De kanske kunde lære kunst.
BOLETTE
Når jeg ikke har noget anlæg?
LYNGSTRAND
Alligevel. Hvis De bestandig kunde få være sammen med en rigtig ægte kunstner –
HU: 114
BOLETTE
Tror De, jeg så kunde lære af ham?
1.utg: 133
HIS: 621
LYNGSTRAND
Ikke sådan lære på almindelig måde. Men jeg tror, det vilde komme over Dem lidt efter lidt. Ligesom ved et slags underværk, frøken Wangel.
BOLETTE
Det var underligt.
LYNGSTRAND lidt efter
Har De tænkt nærmere –? Jeg mener – om De har tænkt sådan dybere og alvorligt over ægteskabet, frøken?
BOLETTE ser flygtig på ham
Over –? Nej.
LYNGSTRAND
Jeg har.
BOLETTE
Så? Har De det.
LYNGSTRAND
Jaha, – jeg tænker svært ofte over slige ting. Mest over ægteskabet. Og så har jeg jo læst om det i adskillige bøger også. Jeg tror, at ægteskabet må være ligesom et slags underværk at regne for. At kvinden sådan efterhånden forvandler sig over til at bli’ sin mand lig.
1.utg: 134
BOLETTE
Får hans interesser, mener De?
LYNGSTRAND
Ja, netop det!
HIS: 622
BOLETTE
Nå, men hans evner da? Og hans anlæg og hans færdigheder?
LYNGSTRAND
Hm, ja, – jeg gad vide, om ikke alt det også –
BOLETTE
Så tror De kanske også, at det, som en mand har læst sig til – eller tænkt sig til, – det skulde også kunne gå over på hans hustru?
LYNGSTRAND
Det også, ja. Lidt efter lidt. Ligesom ved et underværk. Men jeg véd nok, at sligt bare kan ske i et ægteskab, som er trofast og kærligt og rigtig lykkeligt.
BOLETTE
Er det aldrig faldet Dem ind, at en mand kanské også kunde drages således over i sin hustru? Bli’ hende lig, mener jeg.
1.utg: 135
LYNGSTRAND
En mand? Nej, det har jeg ikke tænkt mig.
HU: 115
BOLETTE
Men hvorfor ikke lige så godt det ene som det andet?
LYNGSTRAND
Nej, for en mand har jo et kald at leve for. Og det er det, som gør en mand så stærk og fast, frøken Wangel. Han har et livskald, han.
BOLETTE
Hver eneste en?
HIS: 623
LYNGSTRAND
Å nej. Jeg tænker nu nærmest på kunstneren.
BOLETTE
Synes De, det er rigtigt af en kunstner, at han går hen og gifter sig?
LYNGSTRAND
Ja, det synes jeg da. Når han kan finde nogen, som han holder inderlig af, så –
BOLETTE
Alligevel. Jeg tænker mig, at han helst skulde leve bare for sin kunst alene.
1.utg: 136
LYNGSTRAND
Ja vel skal han det. Men det kan han jo så godt gøre, om han også gifter sig.
BOLETTE
Nå, men hun da?
LYNGSTRAND
Hun? Hvorledes –?
BOLETTE
Hun, som han gifter sig med. Hvad skal hun så leve for?
LYNGSTRAND
Hun skal også leve for hans kunst. Jeg synes, at en kvinde måtte føle sig så inderlig lykkelig ved det.
HIS: 624
BOLETTE
Hm, – jeg véd ikke rigtig –
LYNGSTRAND
Jo, frøken, det kan De tro. Det er ikke bare al den ære og anseelse, som hun nyder for hans skyld –. For det synes jeg næsten er det mindste at regne for. Men det, at hun får hjælpe ham til at skabe, – at hun kan lette arbejdet for ham ved at være om ham og hygge for ham og pleje ham godt og gøre ham livet rigtig for
1.utg: 137
nøjeligt. Det synes jeg måtte være så rent dejligt for en kvinde.
BOLETTE
Å, De véd ikke selv, hvor egenkærlig De er!
LYNGSTRAND
Er jeg egenkærlig! Nå, du store gud –!
HU: 116
Å, dersom De bare kendte mig lidt bedre, end De gør – (bøjer sig nærmere hen til hende) Frøken Wangel, – når jeg nu engang er borte, – og det er jeg jo snart –
BOLETTE ser deltagende på ham
Men begynd da ikke at tro noget så trist.
LYNGSTRAND
I grunden er det nu ikke så svært trist, synes jeg.
BOLETTE
Hvorledes mener De da?
HIS: 625
LYNGSTRAND
Jeg rejser jo om en måneds tid. Herfra først. Og siden så går jeg jo altså ned til de sydlige lande.
BOLETTE
Ah, således. Ja vel.
1.utg: 138
LYNGSTRAND
Vil De da en gang imellem tænke på mig, frøken?
BOLETTE
Ja, det vil jeg gerne.
LYNGSTRAND glad
Nej, lover De mig det!
BOLETTE
Ja, det lover jeg.
LYNGSTRAND
Helligt og dyrt, frøken Bolette?
BOLETTE
Helligt og dyrt. (slår om) Å, men hvad skal det egentlig til, dette her! Det fører jo dog ikke til nogen verdens ting.
LYNGSTRAND
Hvor kan De da sige det! For mig vilde det være så dejligt at vide, at De gik her hjemme og tænkte på mig.
BOLETTE
Nå, men hvad så videre?
HIS: 626
LYNGSTRAND
Ja, noget videre véd jeg jo ikke sådan rigtig –
1.utg: 139
BOLETTE
Ikke jeg heller. Der står jo så meget i vejen. Al verdens ting står i vejen, synes jeg.
LYNGSTRAND
Å, der kunde vel ské et eller andet underværk. En lykkelig tilskikkelse af skæbnen – eller sligt noget. For jeg tror nu det, at jeg har lykken med mig.
BOLETTE levende
Ja, ikke sandt! Tror De ikke det!
HU: 117
LYNGSTRAND
Jo, det tror jeg så fuldt og fast. Og så – om nogen år – når jeg kommer hjem igen som en navnkundig billedhugger og i gode kår og i sundhedens fylde –
BOLETTE
Ja, ja visst. Det vil vi håbe, at De gør.
LYNGSTRAND
Det kan De så trygt håbe. Bare De tænker trofast og varmt på mig, mens jeg er ude i de sydlige lande. Og det har jeg jo nu Deres ord for.
BOLETTE
Det har De. (ryster på hovedet) Men det fører visst ikke til noget alligevel.
1.utg: 140
HIS: 627
LYNGSTRAND
Jo, frøken Bolette, det vil da i det mindste føre til det, at så får jeg arbejde så meget des lettere og fortere på mit kunstværk.
BOLETTE
Tror De altså det?
LYNGSTRAND
Ja, det føler jeg indvendig. Og jeg synes da, det måtte være så oplivendes for Dem også – her i det afsides – når De vidste med Dem selv, at De ligesom hjalp mig med at skabe.
BOLETTE ser på ham
Nå, – men De, på Deres side da?
LYNGSTRAND
Jeg –?
BOLETTE ser ud mod haven
Hys! Lad os tale om noget andet. For der kommer overlæreren.
Overlærer Arnholm ses nede i haven fra venstre. Han standser og taler med Ballested og Hilde.
LYNGSTRAND
Holder De af Deres gamle lærer, frøken Bolette?
1.utg: 141
BOLETTE
Om jeg holder af ham?
LYNGSTRAND
Ja, jeg mener, om De synes godt om ham?
HIS: 628
BOLETTE
Å ja, det gør jeg. For han er svært bra’ at ha’ til ven og rådgiver sådan. – Og så er han altid så hjælpsom, når han kan.
LYNGSTRAND
Men er ikke det underligt, at han ikke har giftet sig?
BOLETTE
Synes De, det er så underligt?
HU: 118
LYNGSTRAND
Ja. For han er jo en velhavendes mand, siger de.
BOLETTE
Han skal nok være det. Men det har vel ikke været så let for ham at finde nogen, som vilde ha’ ham, kan jeg tro.
LYNGSTRAND
Hvorfor det da?
BOLETTE
Å, han har jo været lærer for næsten alle de unge piger, som han kender. Det siger han selv.
1.utg: 142
LYNGSTRAND
Ja, hvad skulde det gøre?
BOLETTE
Men, herre gud, man gifter sig da ikke med én, som har været ens lærer!
LYNGSTRAND
Tror De ikke, at en ung pige kunde elske sin lærer?
HIS: 629
BOLETTE
Ikke efter at hun er ble’t rigtig voksen.
LYNGSTRAND
Nej – tænk det!
BOLETTE advarende
Så, så, så!
Ballested har imidlertid samlet sine sager sammen og bærer dem ud til højre i haven. Hilde hjælper ham. Arnholm går op på verandaen og kommer ind i stuen.
ARNHOLM
God morgen, min kære Bolette. God morgen, herr – herr – hm!
Han ser misfornøjet ud og nikker koldt til Lyngstrand, som rejser sig og bukker.
BOLETTE står op og går hen til Arnholm
God morgen, herr overlærer.
1.utg: 143
ARNHOLM
Hvorledes står her til idag?
BOLETTE
Jo tak, bra’.
ARNHOLM
Er Deres stedmor kanske i bad idag også?
HIS: 630
BOLETTE
Nej, hun er oppe på sit værelse.
ARNHOLM
Ikke rigtig rask?
BOLETTE
Jeg véd ikke. For hun har lukket sig inde.
ARNHOLM
Hm, – har hun det?
LYNGSTRAND
Fru Wangel blev nok svært altereret over den amerikaneren igår.
ARNHOLM
Hvad véd De om det?
HU: 119
LYNGSTRAND
Jeg fortalte fruen, at jeg havde set ham gå levendes bagom haven.
1.utg: 144
ARNHOLM
Åh, således.
BOLETTE til Arnholm
De og far blev visst siddende længe oppe inat.
ARNHOLM
Ja, temmelig længe. Vi kom til at tale om noget alvorligt.
HIS: 631
BOLETTE
Fik De tale lidt med ham om mig og mine sager også?
ARNHOLM
Nej, kære Bolette. Jeg kom ikke til. For han var så helt inde på noget andet.
BOLETTE sukker
Ak ja, – det er han altid.
ARNHOLM ser betydningsfuldt på hende
Men siden idag så skal jo vi to tale nærmere om de ting. – Hvor er Deres far nu? Kanske ikke hjemme?
BOLETTE
Jo. Han må visst være nede på kontoret. Nu skal jeg hente ham her op.
1.utg: 145
ARNHOLM
Nej tak. Gør ikke det. Jeg vil heller gå ned til ham.
BOLETTE lytter mod venstre
Vent lidt, herr overlærer. Der tror jeg far kommer i trappen. Ja. Han har nok været ovenpå og set til hende.
Doktor Wangel kommer ind gennem døren til venstre.
WANGEL rækker Arnholm hånden
Nå, kære ven, – er De allerede der? Det var snilt, at De kom så tidligt. For jeg vil gerne tale noget mere med Dem.
BOLETTE til Lyngstrand
Skal vi kanske gå lidt ned i haven til Hilde?
HIS: 632
LYNGSTRAND
Ja, så svært gerne det, frøken.
Han og Bolette går ned i haven og ud mellem træerne i baggrunden.
ARNHOLM som har fulgt dem med øjnene, vender sig til Wangel
Kender De noget nærmere til den unge manden?
WANGEL
Nej, slet ikke.
1.utg: 146
HU: 120
ARNHOLM
Men synes De så om, at han går og driver så meget med småpigerne?
WANGEL
Gør han da det? Det har jeg såmæn ikke lagt mærke til.
ARNHOLM
Sligt burde De dog ha’ et lidet øje med, synes jeg.
WANGEL
Ja, De har visst ret i det. Men, herre gud, hvad skal jeg arme mand gøre? Småpigerne er nu ble’t så vante til at skøtte sig selv. De lar sig ikke sige, hverken af mig eller af Ellida.
ARNHOLM
Ikke af hende heller?
WANGEL
Nej. Og for resten så kan jeg jo ikke forlange, at hun skal blande sig op i sligt noget. Det ligger slet ikke for hende. (afbrydende) Men det var jo ikke det, vi skulde tale om. Sig mig
HIS: 633
så, – har De tænkt videre over sagen? Over alt dette her, som jeg fortalte Dem?
ARNHOLM
Jeg har ikke tænkt på andet lige siden vi skiltes inat.
1.utg: 147
WANGEL
Og hvad mener De da, at der er her at gøre?
ARNHOLM
Kære doktor, jeg synes, at De som læge må vide det bedre end jeg.
WANGEL
Å, dersom De bare vidste, hvor vanskeligt det er for en læge at dømme rigtigt om en syg, som han holder inderlig af! Og dette her er jo ikke nogen almindelig sygdom heller. Her hjælper ingen almindelig læge, – og ingen almindelige lægemidler.
ARNHOLM
Hvorledes har hun det idag?
WANGEL
Jeg var nu netop oppe hos hende og da forekom hun mig ganske rolig. Men bag alle hendes stemninger ligger der noget dulgt, som det er mig umuligt at komme på det rene med. Og så er hun jo så foranderlig, – så uberegnelig, – så pludselig vekslende.
ARNHOLM
Det følger vel af hendes sygelige sindstilstand.
HIS: 634
HU: 121
WANGEL
Ikke alene. I sin dybeste grund er det
1.utg: 148
hende medfødt. Ellida hører til havfolket. Det er sagen.
ARNHOLM
Hvorledes mener De egentlig det, kære doktor?
WANGEL
Har De ikke lagt mærke til, at de mennesker der ude ved det åbne hav er ligesom et folk for sig selv? Det er næsten som om de leved havets eget liv. Der er bølgegang – og ebbe og flod også – både i deres tænkning og i deres fornemmelser. Og så lar de sig aldrig omplante. Å, jeg skulde jo ha’ betænkt det før. Det var en ren forsyndelse imod Ellida at ta’ hende bort der ude fra og flytte hende hid ind!
ARNHOLM
Er De kommen til den mening nu?
WANGEL
Ja, mere og mere. Men jeg burde jo ha’ sagt mig det på forhånd. Å, i grunden vidste jeg det jo også. Men jeg lod det ikke komme til orde i mig. For jeg holdt jo så meget af hende, ser De! Derfor tænkte jeg først og fremst på mig selv. Så rent uforsvarlig egenkærlig var jeg dengang!
ARNHOLM
Hm, – enhver mand er visst lidt egenkærlig
1.utg: 149
under de omstændigheder. For resten så har jeg aldrig mærket noget til den lyde hos Dem, doktor Wangel.
HIS: 635
WANGEL
driver urolig om på gulvet
Å jo! Og jeg har været det sidenefter også. Jeg er jo så meget, meget ældre end hun. Jeg burde ha’ været for hende som en far – og en vejleder tillige. Burde ha’ gjort mit bedste for at udvikle og klarne hendes tankeliv. Men det er der desværre aldrig ble’t noget af. Jeg har ikke havt fremfærd nok til det, ser De! For jeg vilde jo helst ha’ hende slig, som hun var. Men så blev det jo værre og værre med hende. Og jeg gik her og vidste ikke, hvad jeg skulde finde på. (sagtere) Derfor var det, at jeg i min vånde skrev til Dem og bad Dem komme til os.
HU: 122
ARNHOLM
ser forbauset på ham
Hvad for noget! Var det derfor, at De skrev?
WANGEL
Ja. Men lad Dem ikke mærke med det.
ARNHOLM
Men i al verden, kære doktor, – hvad gavn vented De da egentlig af mig? Det forstår jeg ikke.
WANGEL
Nej, det er så rimeligt. For jeg var ledet
1.utg: 150
på vildspor. Jeg trode, at Ellidas hjerte havde hængt ved Dem engang. At det lønligt hang en smule ved Dem endnu. At det kanske vilde gøre hende godt at få sé Dem igen og få tale med Dem om hjemmet og om gamle dage.
ARNHOLM
Det var altså Deres hustru, De mente, da De skrev, at her gik en og vented på mig og – og kanske længted efter mig!
HIS: 636
WANGEL
Ja, hvem ellers?
ARNHOLM hurtigt
Nej, nej, De har ret. – Men jeg forstod det ikke.
WANGEL
Meget rimeligt, som sagt. Jeg var jo rent på vildspor.
ARNHOLM
Og De siger om Dem selv, at De er egenkærlig!
WANGEL
Å, jeg havde jo så stor en skyld at bøde på. Jeg syntes ikke, jeg turde vrage noget middel, når det kanske kunde lette hendes sind en smule.
1.utg: 151
ARNHOLM
Hvorledes forklarer De nu egentlig den magt, som denne fremmede mand øver over hende?
WANGEL
Hm, kære ven, – der turde være sider ved den sag, som ikke lar sig forklare.
ARNHOLM
Noget, som i og for sig er uforklarligt, mener De? Aldeles uforklarligt?
WANGEL
I alle fald uforklarligt indtil videre.
HIS: 637
ARNHOLM
Tror De da på noget sådant?
WANGEL
Jeg hverken tror eller benægter. Jeg bare véd ikke. Derfor lar jeg det stå hen.
HU: 123
ARNHOLM
Ja, men sig mig nu én ting. Denne hendes underlige, uhyggelige påstand om, at barnets øjne –?
WANGEL ivrig
Det med øjnene tror jeg aldeles ikke på! Jeg vil ikke tro på sligt noget! Det må være den pure indbildning af hende. Ikke noget andet.
1.utg: 152
ARNHOLM
La’ De mærke til mandens øjne, da De så ham igår?
WANGEL
Ja visst gjorde jeg det.
ARNHOLM
Og De fandt ikke nogen slags lighed?
WANGEL undvigende
Hm, – herre gud, hvad skal jeg svare? Det var jo ikke ganske lyst, da jeg så ham. Og desuden så havde jo Ellida talt så meget om denne ligheden i forvejen –. Jeg véd slet ikke, om jeg var i stand til at se ganske uhildet på ham.
HIS: 638
ARNHOLM
Nej, nej, det kan så være. Men så det andet da? At al denne angst og uro kom over hende netop på den tid, da dette fremmede menneske lader til at ha’ været på hjemrejsen?
WANGEL
Ja, ser De, – det er også noget, som hun må ha’ digtet og drømt sig ind i siden i forgårs. Det kom aldeles ikke så pludselig – med én gang – over hende, som hun nu påstår. Men siden hun hørte af denne unge Lyngstrand, at
1.utg: 153
Johnston – eller Friman – eller hvad han nu heder, – at han var på hidrejsen for tre år siden – i Marts måned, – så tror hun åbenbart nu, at sindsuroen greb hende netop i den selv-samme måned.
ARNHOLM
Gjorde den da ikke det?
WANGEL
Ikke på nogen måde. Der har været spor og tegn at påvise længe før den tid. – Rigtignok kom det – tilfældigvis – netop i Marts måned for tre år siden til et temmelig voldsomt udbrud hos hende –
ARNHOLM
Altså dog –!
WANGEL
Ja, men det lar sig ganske simpelt hen for
HU: 124
klare af den tilstand – de omstændigheder, – som hun netop på den tid befandt sig i.
ARNHOLM
Altså tegn imod tegn.
HIS: 639
WANGEL
knuger hænderne
Og så ikke kunne hjælpe hende! Ikke vide sin arme råd! Ikke øjne noget som helst middel –!
1.utg: 154
ARNHOLM
Om De nu kunde beslutte Dem til at skifte opholdssted? Flytte andetsteds hen? Så hun kunde få leve under forholde, som arted sig hjemligere for hende?
WANGEL
Å, kære, – tror De ikke, jeg har tilbudt hende det også! Jeg har foreslåt, at vi skulde flytte ud til Skjoldviken. Men hun vil ikke.
ARNHOLM
Ikke det heller?
WANGEL
Nej. For hun tror ikke, der vilde være nogen nytte i det. Og det kan hun jo kanske ha’ ret i også.
ARNHOLM
Hm, – siger De det?
WANGEL
Ja, og så desuden, – når jeg tænker mig nærmere om, – så véd jeg virkelig ikke, hvorledes jeg skulde kunne sætte det i værk. For jeg synes næsten ikke, jeg kan forsvare for småpigernes skyld at flytte ud til slig en afkrog. De må jo dog leve på et sted, hvor der i det mindste er nogen udsigt til at få dem forsørget en gang.
1.utg: 155
HIS: 640
ARNHOLM
Forsørget? Tænker De allerede så meget på det?
WANGEL
Ja, herre gud, – jeg må da tænke på det også! Men så – på den anden side igen – hensynet til min stakkers syge Ellida –! Å, kære Arnholm, – jeg står virkelig – på mange måder – som midt imellem ild og vand!
ARNHOLM
For Bolette behøver De kanske ikke at være så særdeles bekymret – (afbrydende) Jeg gad vide, hvor hun – hvor de er gåt hen?
Han går op til den åbne dør og ser ud.
HU: 125
WANGEL
henover mod pianoet
Å, jeg skulde så gerne bringe hvad offer det end var – for dem alle tre. – Bare jeg vidste noget.
Ellida kommer ind gjennem døren til venstre.
ELLIDA hurtig til Wangel
Gå endelig ikke ud i formiddag!
WANGEL
Nej, nej visst. Jeg blir hjemme hos dig. ( tyder mod Arnholm, som nærmer sig) Men vil du ikke hilse på vor ven?
1.utg: 156
ELLIDA
vender sig
Å, er De der, herr Arnholm! (rækker ham hånden) Godmorgen.
HIS: 641
ARNHOLM
Godmorgen, frue. Nå, altså ikke i bad idag ligesom ellers?
ELLIDA
Nej, nej, nej! Der kan ikke være tale om det idag. Men kanske De vil sidde ned et lidet øjeblik?
ARNHOLM
Nej, mange tak, – ikke nu. (ser hen på Wangel) Jeg lovte småpigerne at komme ned til dem i haven.
ELLIDA
Ja, gud véd, om De træffer dem i haven. Jeg har aldrig rede på, hvor de færdes.
WANGEL
Å jo, de holder visst til nede ved dammen.
ARNHOLM
Nå, jeg skal sagtens nok komme på spor efter dem.
Han nikker og går over verandaen ud i haven til højre.
ELLIDA
Hvad er klokken, Wangel?
1.utg: 157
WANGEL
ser på sit uhr
Den er nu lidt over elleve.
ELLIDA
Lidt over. Og klokken elleve – halv tolv inat kommer dampskibet. Å, når jeg bare havde overståt det!
HIS: 642
WANGEL
går nærmere hen til hende
Kære Ellida, – der er en ting, jeg gerne vilde spørge dig om.
ELLIDA
Hvad er det for noget?
WANGEL
I forgårs aftes – der oppe på «Udsigten» – sa’ du, at i de sidste tre år havde du så ofte set ham lys-levende for dig.
ELLIDA
Ja, det har jeg også. Det må du tro mig på.
HU: 126
WANGEL
Nå, men hvorledes så du ham da?
ELLIDA
Hvorledes jeg så ham?
1.utg: 158
WANGEL
Jeg mener, – hvorledes syntes du, han så ud, når du trode, at du så ham for dig?
ELLIDA
Men, kære Wangel, – du véd jo nu selv, hvorledes han ser ud.
WANGEL
Så han også således ud i dine forestillinger?
ELLIDA
Ja, det gjorde han da.
HIS: 643
WANGEL
Netop således, som du igår aftes så ham i virkeligheden?
ELLIDA
Ja, netop således.
WANGEL
Nå, men hvoraf kom det da, at du ikke straks kendte ham igen?
ELLIDA studser
Gjorde jeg ikke det?
WANGEL
Nej. Du sa’ selv siden, at i førstningen vidste du slet ikke, hvem den fremmede manden var.
1.utg: 159
ELLIDA
slået
Ja, jeg tror virkelig, du har ret! Synes du ikke, det var besynderligt, Wangel? Tænk, – at jeg ikke straks kendte ham!
WANGEL
Det var bare på øjnene, sa’ du –
ELLIDA
Å ja, – øjnene! Øjnene!
WANGEL
Nå, – men oppe på «Udsigten» sa’ du, at han altid viste sig for dig, slig, som han var, da I skiltes. Der ude for ti år siden.
ELLIDA
Sa’ jeg det?
HIS: 644
WANGEL
Ja.
ELLIDA
Så har han vel dengang set ud omtrent som nu.
WANGEL
Nej. Du gav en ganske anden skildring af ham i forgårs på hjemvejen. For ti år siden var han uden skæg, sa’ du. Ganske anderledes klædt
1.utg: 160
var han også. Og så brystnålen med perlen i –? Den havde jo slet ikke manden igår.
ELLIDA
Nej, den havde han ikke.
WANGEL ser forskende på hende
Tænk dig altså lidt om, kære
HU: 127
Ellida. Eller – kan du kanske ikke længer huske, hvorledes han så ud, da han stod med dig på Bratthammeren?
ELLIDA eftertænkende, lukker øjnene en stund
Ikke ganske tydeligt. Nej, – idag kan jeg det slet ikke. Er ikke det besynderligt?
WANGEL
Ikke så besynderligt endda. Der er nu trådt et nyt virkelighedsbillede frem for dig. Og det skygger for det gamle, – så du ikke længer kan sé det.
ELLIDA
Tror du det, Wangel?
HIS: 645
WANGEL
Ja. Og det skygger for dine syge forestillinger også. Derfor er det godt, at virkeligheden kom.
ELLIDA
Godt! Siger du, at det er godt?
1.utg: 161
WANGEL
Ja. Det, at den kom, – det tør bli’ helsebod for dig.
ELLIDA sætter sig i sofaen
Wangel, – kom og sæt dig hos mig her. Jeg må sige dig alle mine tanker.
WANGEL
Ja, gør det, kære Ellida.
Han sætter sig på en stol ved den anden side af bordet.
ELLIDA
Det var egentlig en stor ulykke – for os begge – at just vi to skulde komme sammen.
WANGEL studser
Hvad er det du siger!
ELLIDA
Å jo. Det var det. Og det er jo så rimeligt også. Det kunde ikke bli’ til andet end ulykke. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.
WANGEL
Hvad skulde der da være i vejen ved måden –!
HIS: 646
ELLIDA
Hør nu, Wangel, – det nytter ikke, at vi går her længer og lyver for os selv – og for hinanden.
1.utg: 162
WANGEL
Gør vi da det! Lyver vi, siger du!
ELLIDA
Ja, vi gør. Eller – vi fordølger sandheden i alle fald. For sandheden – den rene, skære sandhed – er jo dog det, – at du kom der ud og – og købte mig.
WANGEL
Købte –! – Siger du – købte!
HU: 128
ELLIDA
Å, jeg var jo ikke et hår bedre end du. Jeg slog til. Gik hen og solgte mig til dig.
WANGEL ser smærtefuld på hende
Ellida, – har du virkelig hjerte til at kalde det så?
ELLIDA
Men er der da noget andet navn for det! Du kunde ikke længer bære tomheden i dit hus. Du så dig om efter en ny hustru –
WANGEL
Og efter en ny mor for børnene, Ellida.
ELLIDA
Kanske det også – sådan ved siden af. Skønt
1.utg: 163
– du vidste jo slet ikke, om jeg dued til den stilling. Du havde jo bare set mig – og talt lidt med mig et par gange. Så fik du lyst til mig, og så –
HIS: 647
WANGEL
Ja, kald du det kun, hvad du helst synes.
ELLIDA
Og jeg, på min side –. Jeg stod jo der hjælpeløs og rådløs og så rent alene. Det var jo så rimeligt, at jeg slog til – da du kom og tilbød dig at forsørge mig for livstid.
WANGEL
Det stod så visst ikke for mig som en forsørgelse, kære Ellida. Jeg spurte dig ærligt, om du vilde dele med mig og børnene den smule, jeg kunde kalde mit.
ELLIDA
Ja, det gjorde du. Men jeg skulde ikke ha’ ta’t imod det alligevel! Aldrig for nogen pris skulde jeg ha’ ta’t imod det! Ikke solgt mig selv! Heller det usleste arbejde, – heller de fattigste vilkår i – i frivillighed – og efter eget valg!
WANGEL rejser sig
Har altså de fem–sex år, vi har levet sammen, været så rent uden værd for dig?
1.utg: 164
ELLIDA
Å, tro da endelig ikke det, Wangel! Jeg har havt det så godt her hos dig, som noget menneske kan ønske sig det. Men jeg gik ikke ind til dit hjem i frivillighed. Det er sagen.
WANGEL ser hen på hende
Ikke i – frivillighed!
ELLIDA
Nej. Det var ikke frivillig jeg rejste med dig.
HIS: 648
HU: 129
WANGEL
dæmpet
Ah, – jeg mindes – vendingen fra igår.
ELLIDA
I den vendingen ligger det alt sammen. Den har lyst op for mig. Og derfor så ser jeg det jo nu.
WANGEL
Hvad ser du?
ELLIDA
Jeg ser, at det liv, vi to lever med hinanden, – det er i grunden ikke noget ægteskab.
WANGEL bittert
Der sa’ du et sandt ord. Det liv, vi nu lever, er ikke noget ægteskab.
1.utg: 165
ELLIDA
Ikke før heller. Aldrig. Ikke fra først af. (ser hen for sig) Det første – det kunde ble’t et helt og rent ægteskab.
WANGEL
Det første? Hvilket første, mener du?
ELLIDA
Mit – med ham.
WANGEL ser forundret på hende
Jeg forstår dig aldeles ikke!
HIS: 649
ELLIDA
Å, kære Wangel, – lad os ikke lyve for hinanden. Ikke for os selv heller.
WANGEL
Nej, vel! Men hvad så videre?
ELLIDA
Jo, ser du, – vi kan aldrig komme bort fra den ting – at et frivilligt løfte er fuldt ud så bindende som en vielse.
WANGEL
Men hvad i al verden –!
1.utg: 166
ELLIDA
rejser sig i hæftighed
Lad mig få lov til at rejse fra dig, Wangel!
WANGEL
Ellida –! Ellida –!
ELLIDA
Jo, jo, – gi’ mig bare lov til det! Du kan tro mig, – det blir så ikke til andet alligevel. Ikke efter den måde, vi to kom sammen på.
WANGEL i behersket smerte
Så vidt skulde det altså komme imellem os.
ELLIDA
Det måtte komme således. Kunde ikke andet.
HIS: 650
WANGEL
ser tungt på hende
Altså ikke vundet dig gennem samlivet heller. Aldrig, – aldrig ejet dig helt.
ELLIDA
Å, Wangel, – om jeg kunde holde af dig, så
HU: 130
ledes, som jeg så gerne vilde! Så inderligt, som du fortjener det! Men jeg føler det så godt, – det kommer aldrig.
1.utg: 167
WANGEL
Skilsmisse altså? Det er skilsmisse, – en fuld lovformelig skilsmisse, – som du vil ha’?
ELLIDA
Kære, du forstår mig så lidt. Det er slet ikke formerne, jeg bryr mig om. For det er jo ikke slige nogen ydre ting, som det kommer an på, synes jeg. Det, jeg vil, det er, at vi to skal bli’ enige om i frivillighed at løse hinanden.
WANGEL bittert, nikker langsomt
La’ handelen gå om igen, – ja.
ELLIDA levende
Netop det! La’ handelen gå om igen!
WANGEL
Og så siden, Ellida? Bagefter? Har du tænkt over, hvorledes det så vil se ud for os begge? Hvorledes livet så vil komme til at arte sig både for dig og for mig?
HIS: 651
ELLIDA
Det får være det samme. Bagefter får det arte sig, som det kan. Det, som jeg be’r og bønfalder dig om, Wangel, – det er jo dog det
1.utg: 168
vigtigste! Gi’ mig bare fri! Gi’ mig min fulde frihed igen!
WANGEL
Ellida, – det er et forfærdeligt krav, du stiller til mig. Lad mig da i det mindste få frist til at samle mig til en beslutning. Lad os få tale nærmere med hinanden. Og und dig da også selv tid til at overveje, hvad du gør!
ELLIDA
Men her er jo ingen tid at spilde med sligt! Jeg må jo ha’ min frihed igen i denne dag!
WANGEL
Hvorfor just det?
ELLIDA
Jo, – for det er jo inat han kommer.
WANGEL farer sammen
Kommer! Han! Hvad har den fremmede mand med dette her at gøre?
ELLIDA
Jeg vil stå frem for ham i fuld frihed.
WANGEL
Og hvad – hvad tænker du så videre at gøre?
1.utg: 169
HIS: 652
HU: 131
ELLIDA
Jeg vil ikke skyde mig ind under, at jeg er en anden mands hustru. Ikke skyde mig ind under, at jeg intet valg har. For ellers vilde der ingen afgørelse være i det.
WANGEL
Du taler om valg! Valg, Ellida! Valg i denne sag!
ELLIDA
Ja, valg må jeg ha’. Valg til begge sider. Må kunne la’ ham rejse alene –. Eller også – følge med ham.
WANGEL
Forstår du selv, hvad du siger? Følge med ham! Gi’ din hele skæbne i hans hænder!
ELLIDA
Men gav jeg da ikke min hele skæbne i dine hænder! Og det – sådan uden videre.
WANGEL
Lad så være. Men han! Han! En vild-fremmed! Et menneske, som du kender så lidet til!
ELLIDA
Å, men dig kendte jeg jo kanske endnu mindre. Og jeg fulgte dog alligevel med dig.
1.utg: 170
WANGEL
Den gang vidste du da i alle fald så nogenlunde, hvad slags liv du gik imøde. Men her? Her? Tænk dig dog om! Hvad véd du her? Ikke det ringeste véd du. Ikke engang hvem han er – eller hvad han er.
HIS: 653
ELLIDA
ser hen for sig
Det er sandt. Men det er netop det grufulde.
WANGEL
Ja, vel er det grufuldt –
ELLIDA
Derfor synes jeg også, at jeg ligesom ind i det.
WANGEL ser på hende
Fordi det står for dig som noget grufuldt?
ELLIDA
Ja. Netop derfor.
WANGEL nærmere
Hør her, Ellida, – hvad forstår du da egentlig ved det grufulde?
ELLIDA tænker sig om
Det grufulde, – det er det, som skræmmer og drager.
1.utg: 171
WANGEL
Drager også?
HU: 132
ELLIDA
Mest drager, – tror jeg.
WANGEL langsomt
Du er i slægt med havet.
ELLIDA
Det er det grufulde også.
HIS: 654
WANGEL
Og det grufulde igen med dig. Du både skræmmer og drager.
ELLIDA
Synes du det, Wangel?
WANGEL
Jeg har nok aldrig kendt dig rigtig alligevel. Aldrig helt til bunds. Det begynder at gå op for mig nu.
ELLIDA
Derfor skal du også gi’ mig fri! Løse mig fra ethvert forhold til dig og dit! Jeg er ikke den, du tog mig for. Nu ser du det jo selv. Nu kan vi skilles i forståelse – og i frivillighed.
1.utg: 172
WANGEL
tungt
Det var kanske bedst for os begge – om vi skiltes. – Men jeg kan det ikke alligevel! – Du er for mig som det grufulde, Ellida. Det dragende, – det er det stærkeste i dig.
ELLIDA
Siger du det?
WANGEL
Lad os se at komme over denne dag med overlæg. Med fuld ro i sindet. Jeg tør ikke løse og slippe dig idag. Har ikke lov til det. Ikke lov for din egen skyld, Ellida. Jeg gør gældende min ret og min pligt at værge for dig.
ELLIDA
Værge? Hvad er da her at værge imod? Det er jo slet ikke nogen vold og magt udenfra, som truer mig. Det grufulde ligger
HIS: 655
dybere, Wangel! Det grufulde, – det er dragningen i mit eget sind. Og hvad kan vel du gøre ved den?
WANGEL
Jeg kan styrke og støtte dig til at stride imod.
ELLIDA
Ja, – hvis jeg vilde stride imod.
1.utg: 173
WANGEL
Vil du da ikke det?
ELLIDA
Å, det er jo det, jeg ikke selv véd!
WANGEL
Inat er alting afgjort, kære Ellida –
ELLIDA bryder ud
Ja, tænk! Afgørelsen så nær! Afgørelse for hele livet!
HU: 133
WANGEL
– og så imorgen –
ELLIDA
Ja, imorgen! Kanske min rette fremtid da er forspildt!
WANGEL
Din rette –?
ELLIDA
Et helt og fuldt liv i frihed forspildt, – forspildt for mig! Og kanske – for ham også.
HIS: 656
WANGEL
sagtere, griber hende om håndledet
Ellida, – elsker du denne fremmede mand?
1.utg: 174
ELLIDA
Om jeg –? Å, hvad véd jeg det! Jeg véd bare, at han er for mig den grufulde og at –
WANGEL
– og at?
ELLIDA river sig løs
– og at det er hos ham, jeg synes, at jeg hører til.
WANGEL sænker hovedet
Jeg begynder at forstå det meste.
ELLIDA
Og hvad hjælp har så du imod dette her? Hvad råd véd du for mig?
WANGEL ser tungt på hende
Imorgen, – da er han altså rejst. Da er ulykken afvendt fra dit hode. Og da skal jeg være villig til at løse og slippe dig. Vi lar handelen gå om igen, Ellida.
ELLIDA
Å, Wangel –! Imorgen – da er det jo for sent –!
1.utg: 175
WANGEL
ser ud mod haven
Børnene! Børnene –! Lad os da i det mindste skåne dem – indtil videre.
HIS: 657
Arnholm, Bolette, Hilde og Lyngstrand kommer frem i haven. Lyngstrand tager afsked dernede og går ud til venstre. De øvrige kommer ind i stuen.
ARNHOLM
Nu kan De tro, vi har gået og lagt planer –
HILDE
Vi vil ud på fjorden ikveld og –
BOLETTE
Nej, ikke sig noget!
WANGEL
Vi to har også gået her og lagt planer.
ARNHOLM
Ah, – virkelig?
WANGEL
Imorgen rejser Ellida ud til Skjoldviken – for en tid.
HU: 134
BOLETTE
Rejser –?
ARNHOLM
Se, det var jo meget fornuftigt, fru Wangel.
1.utg: 176
WANGEL
Ellida vil hjem igen. Hjem til havet.
HILDE med et spring imod Ellida
Rejser du! Rejser du ifra os!
HIS: 658
ELLIDA
forskrækket
Men Hilde da! Hvad går der af dig?
HILDE fatter sig
Å, det var ingenting. (halvhøjt, vender sig fra hende) Rejs bare du!
BOLETTE angst
Far, – jeg ser det på dig, – du rejser også – til Skjoldviken!
WANGEL
Visst ikke, nej! Jeg ser kanske derud en gang imellem –
BOLETTE
Og her ind til os –?
WANGEL
Ser jeg også –
BOLETTE
– en gang imellem, ja!
1.utg: 177
WANGEL
Kære barn, det så være.
Han går henover gulvet.
ARNHOLM hvisker
Vi tales siden ved, Bolette.
Han går hen til Wangel. De taler sagte sammen oppe ved døren.
HIS: 659
ELLIDA
halvhøjt til Bolette
Hvad var det med Hilde? Hun så jo ud som forstyrret!
BOLETTE
Har du aldrig mærket, hvad Hilde dag ud og dag ind har gået og tørstet efter?
ELLIDA
Tørstet efter?
BOLETTE
Lige siden du kom i huset?
ELLIDA
Nej, nej, – hvad er det?
BOLETTE
Et eneste kærligt ord fra dig.
1.utg: 178
ELLIDA
Ah –! Skulde her være gerning for mig!
Hun slår hænderne sammen om hovedet og ser ubevægelig frem for sig, ligesom gennemkrydset af stridende tanker og stemninger.
Wangel og Arnholm kommer i hviskende samtale fremover gulvet.
Bolette går hen og ser ind i sideværelset til højre. Derpå slår hun døren op.
BOLETTE
Ja, kære far, – nu står maden på bordet – i fald du –
HU: 135
HIS: 660
WANGEL
med tiltvungen fatning
Gør den det, barn? Det var jo bra’. Vær så god, overlærer! Nu vil vi gå ind og tømme en afskedspokal med – med «fruen fra havet».
De går mod døren til højre.
1.utg: [179]
HIS: 661
HU: 136
FEMTE AKT
Den afsides del af doktor Wangels have ved karudsdammen. Tiltagende sommernatsskumring.
Arnholm, Bolette, Lyngstrand og Hilde, i en båd, stager sig frem fra venstre langs stranden.
HILDE
Se, her kan vi så magelig hoppe iland!
ARNHOLM
Nej, nej, gør ikke det!
LYNGSTRAND
Jeg kan ikke hoppe, frøken.
HILDE
De, Arnholm, kan ikke De heller hoppe?
ARNHOLM
Jeg vil helst la’ det være.
BOLETTE
Lad os så lægge til henne ved badehustrappen.
De stager sig ud til højre.
HIS: 662
I det samme kommer Ballested fra højre frem på fodstien, bærende notebøger og et valdhorn. Han hilser til dem i båden, vender sig og taler til dem. Svar høres fjernere og fjernere udenfor.
1.utg: 180
BALLESTED
Hvad siger De? – Ja visst er det for den engelske damperens skyld. For det er sidste gang, han kommer her iår. Men vil De nyde godt af tonerne, så må De ikke drøje for længe. (råber) Hvad? (ryster på hovedet) Kan ikke høre, hvad De siger!
Ellida, med sit sjal over hovedet, kommer, fulgt af doktor Wangel, ind fra venstre.
WANGEL
Men, kære Ellida, – jeg forsikkrer dig, – der er rundelig tid endnu.
ELLIDA
Nej, nej, – der er ikke! Hvert øjeblik kan han komme.
BALLESTED udenfor ved havegærdet
Se, god aften, herr doktor! God aften, frue!
HU: 137
WANGEL
blir ham var
Å, er De der? Skal her være musik inat også?
BALLESTED
Ja. « Hornforeningen» agter at la’ sig høre. Det skorter os ikke på festlige anledninger i denne tid. I nat skal det være til ære for englænderen.
1.utg: 181
ELLIDA
Englænderen! Er han alt i sigte?
HIS: 663
BALLESTED
Ikke endnu. Men han kommer jo inde fra – mellem holmerne. En véd ikke ordet af, før han er lige over os.
ELLIDA
Ja, – just så er det.
WANGEL halvt mod Ellida
Inat er det sidste rejsen. Så kommer han ikke mere.
BALLESTED
En sørgelig tanke, herr doktor. Men derfor vil vi også, som sagt, gøre ære på ham. Ak ja, ak ja! Nu går snart den glade sommertid til ende. Snart er alle sunde lukket, som det heder i sørgespillet.
ELLIDA
Alle sunde lukket, – ja.
BALLESTED
Trist at tænke på. Nu har vi været sommerens glade børn i uger og måneder. Det holder hårdt at forsone sig med mørketiden. Ja, i førstningen,
1.utg: 182
mener jeg. For menneskene kan alki-a-klimatisere sig, fru Wangel. Ja, såmæn kan de så.
Han hilser og går ud til venstre.
ELLIDA ser ud over fjorden
Å, denne pinefulde spænding! Denne opjagende sidste halvtime før afgørelsen.
WANGEL
Det står altså fast, at du selv vil tale med ham?
HIS: 664
ELLIDA
Jeg tale med ham selv. For det er jo i frivillighed, at jeg skal træffe mit valg.
WANGEL
Du har ikke noget valg, Ellida. Du får ikke lov at vælge. Får ikke lov for mig.
ELLIDA
Valget kan du aldrig hindre. Hverken du eller nogen anden. Du kan forbyde mig at rejse med ham, – følge ham, – ifald jeg vælger det. Du kan holde
HU: 138
mig tilbage her med magt. Imod min vilje. Det kan du. Men at jeg vælger, – vælger inderst inde i mit sind, – vælger ham og ikke dig, – ifald jeg vil og må vælge således, – det kan du ikke hindre.
1.utg: 183
WANGEL
Nej, det har du ret i. Det kan jeg ikke hindre.
ELLIDA
Og så har jeg jo slet ingen ting at stå imod med! Her hjemme er der jo ingen verdens ting, som drager og binder mig. Jeg er jo så rent rodløs i dit hus, Wangel. Børnene ejer jeg ikke. Ejer ikke deres sind, mener jeg. Har aldrig ejet det. – Når jeg rejser, – om jeg rejser da, – enten med ham inat – eller ud til Skjoldviken imorgen, så har jeg ikke en nøgle at gi’ fra mig, – ikke en besked at lægge efter mig, hverken om det ene eller om det andet. Så rent rodløs er jeg i dit hus. Så rent udenfor alt sammen har jeg været lige fra første stund af.
WANGEL
Du har selv villet det således.
HIS: 665
ELLIDA
Nej, jeg har ikke det. Jeg har hverken villet det eller ikke villet det. Jeg har bare simpelt hen ladet alting bli’ således, som jeg fandt det den dag, jeg kom. Det er dig – og ingen anden, – som har villet ha’ det således.
WANGEL
Jeg tænkte at gøre det på det bedste for dig.
1.utg: 184
ELLIDA
Å ja, Wangel, det véd jeg jo så godt! Men der er en gengældelse i dette. Noget, som hævner sig. For nu findes her ingen bindende magt, – ingen støtte for mig, – ingen hjælp, – ingen dragning ind imod alt det, som skulde ha’ været vort fælles inderste eje.
WANGEL
Jeg ser det jo nok, Ellida. Og derfor så skal du jo også fra imorgen af få din frihed igen. Du skal herefter få leve dit eget liv.
ELLIDA
Og det kalder du mit eget liv! Å nej, mit eget rigtige liv kom ud af sporet, da jeg gik ind på samlivet med dig. (knuger hænderne i angst og uro) Og nu, – inat
HU: 139
– om en halv time – kommer han, som jeg har svigtet, – han, som jeg skulde ha’ holdt ubrødelig fast ved, ligesom han har holdt fast ved mig! Nu kommer han og byder mig – for sidste og eneste gang – at få leve livet om igen, – få leve mit eget rigtige liv, – det liv, som skræmmer og drager – og som jeg ikke kan gi’ slip på. Ikke i frivillighed!
WANGEL
Just derfor trænger du til, at din mand – og din læge også – tar magten fra dig – og handler på dine vegne.
1.utg: 185
HIS: 666
ELLIDA
Ja, Wangel, jeg forstår det så godt. Å, du må ikke tro andet, end at der er stunder imellem, da jeg synes, der vilde være fred og redning i at ty inderligt ind til dig – og prøve på at trodse alle dragende og skræmmende magter. Men jeg kan ikke det heller. Nej, nej, – jeg kan det ikke!
WANGEL
Kom, Ellida, – lad os gå lidt op og ned sammen.
ELLIDA
Jeg vilde så gerne. Men jeg tør ikke. For han sa’ jo, jeg skulde vente på ham her.
WANGEL
Kom bare. Du har god tid endnu.
ELLIDA
Ja, tror du det?
WANGEL
Rundelig tid, siger jeg.
ELLIDA
Lad os gå lidt da.
De går ud i forgrunden til højre. I det samme kommer Arnholm og Bolette frem ved den øvre bred af dammen.
1.utg: 186
BOLETTE
bemærker de bortgående
Se der –!
HIS: 667
ARNHOLM
sagte
Hys, – lad dem gå.
BOLETTE
Kan De begribe, hvad der er imellem dem i de sidste dage?
ARNHOLM
Har De mærket noget?
BOLETTE
Om jeg har!
ARNHOLM
Noget sådan særligt?
HU: 140
BOLETTE
Å ja. Både det ene og det andet. Har ikke De?
ARNHOLM
Å, jeg véd ikke så rigtig –
BOLETTE
Jo, såmæn har De så. Men De vil bare ikke ud med det.
1.utg: 187
ARNHOLM
Jeg tror, det vil være godt for Deres stedmor, at hun får gøre den lille rejsen.
BOLETTE
Tror De det?
HIS: 668
ARNHOLM
Ja, jeg gad vide, om det ikke vil være bra’ for alle parter, at hun får komme lidt ud en gang imellem?
BOLETTE
Flytter hun nu imorgen hjem igen til Skjoldviken, så kommer hun visst aldrig mere her ind til os.
ARNHOLM
Men, kære Bolette, hvor falder De da på sligt?
BOLETTE
Jo, det tror jeg fuldt og fast. Pas De bare på! De skal sé, – hun kommer ikke igen. I alle fald ikke så længe jeg og Hilde er her i huset.
ARNHOLM
Hilde også?
BOLETTE
Nå, med Hilde kunde det kanske endda gå. For hun er jo ikke stort mere end barn endnu.
1.utg: 188
Og så forguder hun Ellida i grunden, tror jeg. Men med mig er det anderledes, ser De. En stedmor, som ikke er så svært meget ældre end en selv –
ARNHOLM
Kære Bolette, – for Dem turde det kanske ikke vare så ret længe, før De får komme ud.
BOLETTE levende
Siger De det! Har De altså talt med far om det?
HIS: 669
ARNHOLM
Det har jeg også gjort, ja.
BOLETTE
Nå, – og hvad sa’ han så!
ARNHOLM
Hm, – Deres far er jo så stærkt optaget af andre tanker i disse dage –
BOLETTE
Ja, ja, det var jo det samme, jeg sa’ før.
ARNHOLM
Men så meget fik jeg dog ud af ham, at De nok ikke må gøre regning på nogen hjælp fra ham.
HU: 141
BOLETTE
Ikke –!
1.utg: 189
ARNHOLM
Han forklarte mig så indlysende om sine forhold. Mente, at sligt noget var rent ud en umulig ting for ham.
BOLETTE bebrejdende
Og så kunde De endda ha’ hjerte til at stå her og narre mig.
ARNHOLM
Det gjorde jeg så visst ikke, kære Bolette. Det beror helt og holdent på Dem selv – om De vil komme ud eller ikke.
BOLETTE
Hvad beror på mig, siger De?
HIS: 670
ARNHOLM
Om De skal få komme ud i verden. Få lære alt det, som De mest har lyst til. Få del i alt det, som De går her hjemme og tørster efter. Få leve livet under lysere vilkår, Bolette. Hvad siger De til det?
BOLETTE slår hænderne sammen
Å, du store gud –! Men det er jo rent umuligt, dette her. Når far hverken vil eller kan, så –. For jeg har jo ingen anden i hele verden, som jeg kunde vende mig til.
1.utg: 190
ARNHOLM
Skulde De ikke kunne bekvemme Dem til at ta’ imod en håndsrækning af Deres gam- af Deres fordums lærer?
BOLETTE
Af Dem, herr Arnholm! Skulde De være villig til at –?
ARNHOLM
At stå Dem bi? Ja, så inderlig gerne. Både med råd og med dåd. Det kan De lide på. – Slår De altså til? Hvad? Går De ind på det?
BOLETTE
Om jeg går ind på det! Få komme ud, – få se verden, – få lære noget rigtig grundigt! Alt det, som har stået for mig som den store dejlige umulighed –!
ARNHOLM
Ja, alt det kan nu bli’ til virkelighed for Dem. Hvis De bare selv vil.
HIS: 671
BOLETTE
Og al denne usigelige lykke vil De hjælpe mig frem til! Å nej, – men sig mig, –
HU: 142
kan jeg ta’ imod sligt et offer af noget fremmed menneske?
1.utg: 191
ARNHOLM
Af mig kan De så godt ta’ imod det, Bolette. Af mig kan De ta’ imod, hvad det så skal være.
BOLETTE griber hans hænder
Ja, jeg synes næsten, at jeg kan det også! Jeg véd ikke hvorledes det er; men – (bryder ud) Å, jeg kunde både le og græde af glæde! Af lyksalighed! Å, – så skal jeg da få leve rigtig alligevel. Jeg begyndte at bli’ så ræd for, at livet skulde gå ifra mig.
ARNHOLM
Det behøver De ikke at ængste Dem for, kære Bolette. Men nu må De også si’ mig ganske oprigtigt – om der er noget – noget, som binder Dem her?
BOLETTE
Binder mig? Nej, det er der ikke.
ARNHOLM
Ikke noget som helst?
BOLETTE
Nej, slet ikke. Det vil si’, – far binder mig jo nok på en måde. Og Hilde også. Men –
ARNHOLM
Nå, – Deres far må De jo dog bort fra før
1.utg: 192
eller senere. Og Hilde kommer jo også en gang til at gå sin egen vej gennem
HIS: 672
livet. Dette her er altså bare tidsspørsmål. Ikke andet. Men ellers er der altså ikke noget, som binder Dem, Bolette? Ikke noget slags forhold?
BOLETTE
Nej, slet ikke. For den sags skyld kan jeg så godt rejse, hvor hen det så skal være.
ARNHOLM
Ja, når så er, kære Bolette, – så skal De også få rejse med mig.
BOLETTE klapper i hænderne
Å gud i himmelen, – hvilken lykke at tænke på!
ARNHOLM
For jeg håber da, at De har fuld tillid til mig?
BOLETTE
Ja, det har jeg rigtignok!
ARNHOLM
Og De tør altså trygt og fuldt betro Dem
HU: 143
selv og Deres fremtid i mine hænder, Bolette? Ikke sandt? Tør De ikke det?
BOLETTE
Å jo, visst! Skulde jeg ikke det? Kan De
1.utg: 193
tænke Dem andet! De, som har været min gamle lærer – min lærer i gamle dage, mener jeg.
ARNHOLM
Ikke blot derfor. Den side af sagen hæfter jeg mig ikke videre ved. Men –. Nå, – De er altså fri, Bolette. Der er intet forhold, som binder Dem. Og så spør’ jeg Dem da –
HIS: 673
om De kunde ville – kunde ville knytte Dem til mig – for livet?
BOLETTE viger tilbage i skræk
Åh, – hvad er det De siger!
ARNHOLM
For hele livet, Bolette. Om De vil bli’ min hustru.
BOLETTE halvt fra sig selv
Nej, nej, nej! Dette her er umuligt! Aldeles umuligt!
ARNHOLM
Skulde det virkelig være så rent umuligt for Dem at –?
BOLETTE
Men De kan da vel aldrig i verden mene, hvad De siger, herr Arnholm! (ser på ham) Eller –. Alligevel –. Var det således, De mente det – da De tilbød Dem at gøre så meget for mig?
1.utg: 194
ARNHOLM
Nu skal De høre lidt på mig, Bolette. Jeg har nok overrasket Dem stærkt, lader det til.
BOLETTE
Å, hvor kunde sådant noget – fra Dem, – hvor kunde det andet end – end overraske mig!
ARNHOLM
Det kan De ha’ ret i. De vidste jo ikke, – kunde ikke vide, at det var for Deres skyld jeg har gjort denne rejsen hid.
HIS: 674
BOLETTE
Er De kommet hid for – for min skyld!
ARNHOLM
Ja, det er jeg, Bolette. I våres fik jeg et brev fra Deres far. Og i det forekommer der en vending, som bragte mig på den tro – hm –, at De havde bevaret Deres fordums lærer i – i lidt mere end venskabelig erindring.
HU: 144
BOLETTE
Hvor kunde far skrive sligt noget!
ARNHOLM
Det var slet ikke således, han havde ment det. Men jeg leved mig nu altså ind i den indbildning, at der her gik en ung pige og længted
1.utg: 195
efter, at jeg skulde komme igen. – Nej, nu må De ikke afbryde mig, kære Bolette! Og, – ser De vel, – når man, som jeg, ikke længer står i de egentlige ungdomsår, da gør en sådan tro – eller indbildning – et overmåde stærkt indtryk. Der vokste frem i mig en levende – en taknemmelig tilbøjelighed for Dem. Jeg syntes, jeg måtte rejse til Dem. Se Dem igen. Sige Dem, at jeg delte de følelser, som jeg bildte mig ind, at De gik her og bar på for mig.
BOLETTE
Men når De nu véd, at det ikke var så! At det var en fejltagelse!
ARNHOLM
Hjælper ikke, Bolette. Deres billede, – således, som jeg bærer det i mig, – vil altid stå farvet og præget af den stemning, som fejltagelsen satte mig i. De kan kanske ikke forstå dette her. Men således er det.
HIS: 675
BOLETTE
Aldrig havde jeg tænkt mig muligt, at noget sligt kunde bli’ af.
ARNHOLM
Men når det nu altså har vist sig, at det dog kunde? Hvad siger De så, Bolette? Kunde De
1.utg: 196
så ikke beslutte Dem til at, – ja, til at bli’ min hustru?
BOLETTE
Å, men jeg synes, det er så rent umuligt, herr Arnholm. De, som har været min lærer! Jeg kan ikke tænke mig at skulle stå i noget slags andet forhold til Dem.
ARNHOLM
Ja, ja, – når De aldeles ikke synes, at De kan –. Så blir altså forholdet uforandret, kære Bolette.
BOLETTE
Hvorledes, mener De?
ARNHOLM
Jeg står naturligvis ved mit tilbud alligevel.
HU: 145
Jeg skal sørge for, at De kommer ud og får se Dem om i verden. Får lære noget, som De rigtig har lyst til. Får leve under trygge og uafhængige vilkår. Deres senere fremtid skal jeg nok også sikkre, Bolette. For i mig vil De altid ha’ en god, trofast, pålidelig ven. Vær De viss på det!
BOLETTE
Å gud, – herr Arnholm, – alt dette er jo ble’t rent umuligt nu.
HIS: 676
ARNHOLM
Er dette også umuligt?
1.utg: 197
BOLETTE
Ja, De kan da vel tænke Dem det! Efter det, De her har sagt mig, – og efter det svar, jeg har gi’t Dem –. Å, De må da selv kunne forstå, at jeg nu umulig kan ta’ imod så umådelig meget af Dem! Ikke nogen verdens ting kan jeg ta’ imod af Dem. Aldrig efter dette!
ARNHOLM
Vil De altså heller bli’ ved at sidde her hjemme og la’ livet gå fra Dem?
BOLETTE
Å, det er så forfærdelig våndefuldt at tænke på!
ARNHOLM
Vil De gi’ afkald på at få se noget af verden udenfor? Gi’ afkald på at få være med om alt det, som De selv siger, De går her og tørster efter? Vide, at der er så uendelig meget til, – og så alligevel aldrig få rigtig rede på noget af det? Betænk Dem vel, Bolette.
BOLETTE
Ja, ja, – De har så storlig ret, herr Arnholm.
ARNHOLM
Og så, – når engang Deres far ikke er her mere, – da kanske at stå hjælpeløs og alene i verden. Eller også at måtte gi’ Dem hen til en
1.utg: 198
anden mand, – som De – muligens – heller ikke kunde føle nogen godhed for.
HIS: 677
BOLETTE
Å ja, – jeg ser jo nok, hvor sandt det er, – alt det, som De siger. Men alligevel –! – Eller kanske dog –?
ARNHOLM hurtigt
Nu!
HU: 146
BOLETTE
ser tvilrådig på ham
Kanske det da ikke var så rent umuligt alligevel –.
ARNHOLM
Hvilket, Bolette!
BOLETTE
At det kunde la’ sig gøre, – at gå ind på – på det, – som De foreslog mig.
ARNHOLM
Mener De, at De kanske dog kunde være villig til at –? At De i alle fald kunde ville unde mig den glæde at få hjælpe Dem som en trofast ven?
BOLETTE
Nej, nej, nej! Aldrig det! For det vilde
1.utg: 199
nu være så rent aldeles umuligt. – Nej, – herr Arnholm, – tag mig så heller.
ARNHOLM
Bolette! Vil De alligevel!
BOLETTE
Ja, – jeg tror – jeg vil det.
HIS: 678
ARNHOLM
De vil altså dog bli’ min hustru!
BOLETTE
Ja. Hvis De endnu synes, at – at De bør ta’ mig.
ARNHOLM
Om jeg synes –! (griber hendes hånd) Å, tak, – tak, Bolette! Hvad De ellers sa’, – Deres tvilrådighed før, – det afskrækker mig ikke. Har jeg end ikke fuldt ud Deres hjerte nu, så skal jeg nok vide at vinde det. Å, Bolette, jeg skal bære Dem på hænderne!
BOLETTE
Og så får jeg sé mig om i verden. Får leve med i livet. Det har De lovet mig.
ARNHOLM
Og det står jeg ved.
1.utg: 200
BOLETTE
Og får lov til at lære alt, hvad jeg har lyst til.
ARNHOLM
Jeg skal selv være Deres lærer. Ligesom før, Bolette. Husk på det sidste skoleåret –.
BOLETTE stille og fordybet i sig selv
Tænk, – at vide sig fri – og få komme ud i det fremmede. Og så ikke behøve at gå og ængste sig for fremtiden. Ikke gå og grue for dette tossede udkomme –.
HIS: 679
ARNHOLM
Nej, sligt noget skal De aldrig ha’ nødig at spilde en tanke på. Og – ikke sandt, min kære Bolette, – det er også en ganske god ting? Hvad?
HU: 147
BOLETTE
Ja. Det er det rigtignok. Det er visst og sandt.
ARNHOLM lægger armen om hendes liv
Å, De skal bare se, hvor hyggeligt og lunt vi skal indrette os sammen! Og hvor godt og trygt og fortroligt vi to skal komme ud af det med hinanden, Bolette!
1.utg: 201
BOLETTE
Ja, jeg begynder også at –. Jeg tror i grunden – at dette her må kunne gå. (ser ud til højre og gør sig hurtig løs) Ah! Sig endelig ikke noget!
ARNHOLM
Hvad er det, kære?
BOLETTE
Å, det er den stakkers –. (peger ud) Se der borte.
ARNHOLM
Er det Deres far –?
BOLETTE
Nej, det er den unge billedhuggeren. Han går der henne med Hilde.
ARNHOLM
Nå, Lyngstrand. Hvad er der i vejen med ham?
HIS: 680
BOLETTE
Å, De véd jo, hvor svag og dårlig han er.
ARNHOLM
Ja, hvis det ikke bare er indbildning.
BOLETTE
Å nej, det er nok sandt. Han gør det visst
1.utg: 202
ikke længe. Men det er kanske det bedste for ham.
ARNHOLM
Kære, hvorfor skulde det være bedst?
BOLETTE
Jo, fordi – fordi det blir visst aldrig til noget med hans kunst alligevel. – Lad os gå før de kommer.
ARNHOLM
Så hjertelig gerne, min kære Bolette.
Hilde og Lyngstrand kommer frem ved dammen.
HILDE
Hej, – hej! Vil ikke herskabet vente på os?
ARNHOLM
Bolette og jeg går helst lidt i forvejen.
Han og Bolette går ud til venstre.
LYNGSTRAND lér stille
Det er svært fornøjeligt her i denne tid. Alle mennesker så går de parvis. Altid to og to sammen.
HIS: 681
HILDE
ser efter dem
Jeg tør næsten bande på, at han går og frier til hende.
1.utg: 203
HU: 148
LYNGSTRAND
Så? Har De mærket noget sligt?
HILDE
Å ja. Det er da ikke vanskeligt, – når en har øjnene med sig.
LYNGSTRAND
Men frøken Bolette tar ham ikke. Det er jeg sikker på.
HILDE
Nej. For hun synes, han er ble’t så fælt gammel at se til. Og så tror hun, at han snart blir skaldet også.
LYNGSTRAND
Nå, det er ikke for det alene. Hun vilde ikke ta’ ham alligevel.
HILDE
Hvor kan nu De vide det?
LYNGSTRAND
Jo, for der er en anden en, som hun har lovet at gå og tænke på.
HILDE
Bare tænke på?
1.utg: 204
LYNGSTRAND
Mens han er borte, ja.
HIS: 682
HILDE
Å, så er det vel sagtens Dem selv, som hun skal gå og tænke på da!
LYNGSTRAND
Det kunde nok kanske være.
HILDE
Har hun lovet Dem det?
LYNGSTRAND
Ja, tænk, – det har hun lovet mig! Men De må endelig ikke si’e hende, at De véd om det.
HILDE
Å, gud bevare min mund. Jeg er så taus som graven.
LYNGSTRAND
Jeg synes, det er så svært snilt af hende.
HILDE
Og når De så kommer her hjem igen, – vil De så forlove Dem med hende da? Og gifte Dem med hende også?
LYNGSTRAND
Nej, det vilde ikke passe godt sammen. For
1.utg: 205
jeg tør jo ikke tænke på sligt noget i de første årene. Og når jeg engang kommer så vidt, så vil hun ligesom være ble’t noget for gammel for mig, synes jeg.
HILDE
Men endda så vil De ha’, at hun skal gå her og tænke på Dem?
HIS: 683
LYNGSTRAND
Ja, for det er så nyttigt for mig. For mig som kunstner, forstår De. Og hun kan jo så let gøre
HU: 149
det, hun, som ikke selv har noget rigtigt livskald. – Men snilt er det af hende alligevel.
HILDE
Tror De, De kan arbejde fortere på kunstværket da, når De véd, at Bolette går her og tænker på Dem?
LYNGSTRAND
Ja, jeg forestiller mig det. Dette her, ser De, at vide, at der et steds i verden er en ung, fin og taus kvinde, som går stille og drømmer om en –. Jeg synes, det må være noget så – så –. Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det for.
HILDE
Mener De kanske – spændende?
1.utg: 206
LYNGSTRAND
Spændende? Å ja. Spændende er det, jeg mener. Eller noget sligt noget. (ser en stund på hende) De er så klog, De, frøken Hilde. Rigtig svært klog er De. Når jeg kommer hjem igen, så vil De være omtrent i samme alder, som Deres søster er i nu. Kanske De da også ser ud, som Deres søster nu ser ud. Og kanske De da har fåt det samme sind også, som hun nu har. At De kanske da er ble’t ligesom både Dem selv og hende – i én gestalt at kalde for.
HILDE
Vilde De gerne ønske det?
HIS: 684
LYNGSTRAND
Jeg véd ikke rigtig. Jo, jeg tror næsten. Men nu – for i sommer – vil jeg helst, at De skal være lig Dem selv alene. Og akkurat slig, som De er.
HILDE
Liker De mig bedst sådan?
LYNGSTRAND
Ja, jeg liker Dem svært godt så.
HILDE
Hm, – sig mig, De, som er kunstner, – synes De godt om det, at jeg altid går lyst sommerklædt?
1.utg: 207
LYNGSTRAND
Ja, det synes jeg rigtig godt om.
HILDE
Synes De, at de lyse farverne klæ’r mig da?
LYNGSTRAND
Ja, rigtig dejligt klæ’r det lyse Dem, efter min smag.
HILDE
Men sig mig, – De, som er kunstner, – hvorledes tror De, jeg vilde ta’ mig ud i sort?
HU: 150
LYNGSTRAND
I sort, frøken Hilde?
HILDE
Ja, i helt sort. Tror De, jeg vilde ta’ mig godt ud i det?
HIS: 685
LYNGSTRAND
Sort er jo ikke egentlig sådan for sommertiden. For resten vilde De visst ta’ Dem udmærket godt ud i sort også. Netop De med Deres udseende.
HILDE ser hen for sig
I sort helt op til halsen. – Sort krus omkring. – Sorte handsker. – Og et langt sort slør bagover.
1.utg: 208
LYNGSTRAND
Hvis De klædte Dem slig, frøken Hilde, så vilde jeg ønske, jeg var maler – og skulde male en ung, dejlig, sørgende enke.
HILDE
Eller en ung, sørgende brud.
LYNGSTRAND
Ja, det passed De endnu bedre til. Men De kunde da vel ikke ønske at klæ’ Dem slig?
HILDE
Jeg véd ikke rigtig. Men jeg synes, det er spændende.
LYNGSTRAND
Spændende?
HILDE
Spændende at tænke på, ja. (peger pludselig ud til venstre) Nej, men ser De der!
LYNGSTRAND ser derhen
Den store engelske damperen! Og helt inde ved bryggen!
HIS: 686
Wangel og Ellida kommer frem ved dammen.
WANGEL
Nej, jeg forsikkrer dig, kære Ellida, – du
1.utg: 209
tar fejl! (ser de andre) Nå, er I to her? Ikke sandt, herr Lyngstrand, – han er ikke i sigte endnu?
LYNGSTRAND
Den store engelske?
WANGEL
Ja vel!
LYNGSTRAND peger hen
Der ligger han alt, herr doktor.
ELLIDA
Ah –! Jeg vidste det nok.
WANGEL
Kommen!
LYNGSTRAND
Kommen som en tyv om natten, kan en gerne sige. Så rent stilfærdig lydløst –
HU: 151
WANGEL
De må følge Hilde hen på bryggen. Skynd Dem! Hun vil visst høre på musiken.
LYNGSTRAND
Ja, nu skulde vi just til at gå, herr doktor.
HIS: 687
WANGEL
Vi andre kommer kanske efter. Om lidt kommer vi.
1.utg: 210
HILDE
hvisker til Lyngstrand
De to går også parvis.
Hun og Lyngstrand går ud gennem haven til venstre. Hornmusik høres fjernt ude på fjorden under det følgende.
ELLIDA
Kommen! Han er her! Ja, ja, – jeg føler det.
WANGEL
Du skal helst gå ind, Ellida. Lad mig få tale med ham alene.
ELLIDA
Å, – det er umuligt! Umuligt, siger jeg! (udstøder et skrig) Ah, – ser du ham, Wangel!
Den fremmede mand kommer fra venstre og standser på fodstien udenfor havegærdet.
DEN FREMMEDE hilser
God aften. Her har du mig altså igen, Ellida.
ELLIDA
Ja, ja, ja, – timen er kommen nu.
DEN FREMMEDE
Er du så rejsefærdig? Eller er du det ikke?
WANGEL
De ser da vel selv, at hun ikke er det.
1.utg: 211
HIS: 688
DEN FREMMEDE
Det er ikke rejseklæ’r eller sligt noget, jeg spør’ efter. Ikke fyldte kufferter heller. Alt det, hun behøver på rejsen, har jeg med mig ombord. Kahyt til hende har jeg også sørget for. (til Ellida) Jeg spør’ dig altså, om du er rede til at følge med mig, – i frivillighed følge med mig?
ELLIDA bønfaldende
Å, spørg mig ikke! Frist ikke således!
En dampskibsklokke høres i frastand.
DEN FREMMEDE
Nu ringer det første gang ombord. Nu får du sige ja eller nej.
ELLIDA vrider hænderne
Afgørelse! Afgørelse for hele livet! Aldrig kunne gøre det om igen!
HU: 152
DEN FREMMEDE
Aldrig. Om en halv time er det for sent.
ELLIDA ser sky og forskende på ham
Hvorfor er det, at De holder så uryggelig fast ved mig?
1.utg: 212
DEN FREMMEDE
Føler ikke du ligesom jeg, at vi to hører sammen?
ELLIDA
Mener De for det løftes skyld?
HIS: 689
DEN FREMMEDE
Løfter binder ingen. Hverken mand eller kvinde. Når jeg holder så uryggelig fast ved dig, så er det, fordi jeg ikke kan andet.
ELLIDA sagte og bævende
Hvorfor kom De ikke før?
WANGEL
Ellida!
ELLIDA bryder ud
Å, – dette, som drager og frister og lokker – ind i det ukendte! Hele havets magt er samlet i dette ene!
Den fremmede mand stiger over havegærdet.
ELLIDA viger bag Wangel
Hvad er det? Hvad vil De?
DEN FREMMEDE
Jeg ser det – og jeg hører det på dig,
1.utg: 213
Ellida, – det blir altså dog mig, du vælger til slut.
WANGEL træder imod ham
Min hustru har ikke noget valg her. Jeg er sat både til at vælge og til at – værge for hende. Ja, værge! Hvis De ikke forføjer Dem herfra, – ud af landet, – og aldrig kommer igen, – véd De da vel, hvad De så udsætter Dem for?
ELLIDA
Nej, nej, Wangel! Ikke dette!
HIS: 690
DEN FREMMEDE
Hvad vil De gøre mig?
WANGEL
Jeg vil la’ Dem sætte fast – som en forbryder! Straks! Inden De kommer ombord! For jeg véd fuld besked om drabet ude i Skjoldviken.
ELLIDA
Å, Wangel, – hvor kan du –!
DEN FREMMEDE
Det var jeg forberedt på. Og derfor – (tager en revolver frem af brystlommen) – derfor så har jeg også forsynet mig med denne her.
1.utg: 214
ELLIDA
kaster sig foran Wangel
Nej, nej, – dræb ham ikke! Dræb så heller mig!
HU: 153
DEN FREMMEDE
Hverken dig eller ham. Vær rolig for det. Denne her er til eget brug. For jeg vil leve og dø som en fri mand.
ELLIDA i stigende oprør
Wangel! Lad mig sige dig det, – sige det, så at han hører på det! Vel kan du holde mig tilbage her! Det har du jo magt og midler til! Og det vil du jo også gøre! Men mit sind, – alle mine tanker, – alle mine dragende længsler og begær, – dem kan du ikke binde! De vil hige og jage – ud i det ukendte, – som jeg var skabt for – og som du har lukket for mig!
HIS: 691
WANGEL
i stille smerte
Jeg ser det vel, Ellida! Skridt for skridt glider du fra mig. Kravet på det grænseløse og endeløse – og på det uopnåelige, – det vil drive dit sind helt ind i nattemørket til slut.
ELLIDA
Å ja, ja, – jeg føler det – som sorte lydløse vinger over mig!
1.utg: 215
WANGEL
Did skal det ikke komme. Der er ingen anden redning mulig for dig. Jeg øjner i alle fald ingen anden. Og derfor – derfor så lar jeg – handelen nu straks gå om igen. – Nu kan du altså vælge din vej – i fuld – fuld frihed.
ELLIDA stirrer en stund som målløs på ham
Er det sandt, – sandt, – hvad du siger! Mener du det – af dit inderste hjerte!
WANGEL
Ja, – af hele mit inderste, våndefulde hjerte mener jeg det.
ELLIDA
Og kan du det også! Kan du la’ det ske!
WANGEL
Ja, det kan jeg. Jeg kan det – fordi jeg elsker dig så højt.
ELLIDA sagte og bævende
Så nær – og så inderligt – skulde jeg være kommet ind til dig!
WANGEL
Det har årene og samlivet virket.
1.utg: 216
HIS: 692
ELLIDA
slår hænderne sammen
Og jeg, – som så lidet har set det!
HU: 154
WANGEL
Dine tanker gik andre veje. Men nu altså, – nu er du fuldt ud løst fra mig og mit. Og fra mine. Nu kan dit eget rigtige liv – komme ind på – på sit rette spor igen. For nu kan du vælge i frihed. Og under eget ansvar, Ellida.
ELLIDA griber sig om hovedet og stirrer frem for sig imod Wangel
I frihed og – og under ansvar! Under ansvar også? – Der er – forvandling i dette her!
Dampskibsklokken lyder atter.
DEN FREMMEDE
Hører du, Ellida! Nu ringer de for sidste gang. Kom så!
ELLIDA vender sig imod ham, ser fast på ham og siger med magt i stemmen
Aldrig går jeg med Dem efter dette.
DEN FREMMEDE
Går du ikke!
ELLIDA klynger sig op til Wangel
Å, – aldrig rejser jeg fra dig efter dette!
1.utg: 217
WANGEL
Ellida, – Ellida!
DEN FREMMEDE
Altså forbi?
HIS: 693
ELLIDA
Ja! Forbi for alle tider!
DEN FREMMEDE
Jeg ser det nok. Der er noget her, som er stærkere end min vilje.
ELLIDA
Deres vilje mægter ikke et fnug over mig længer. For mig er De en død mand, – som er kommen hjem fra havet. Og som går did igen. Men jeg gruer ikke længer for Dem. Og jeg drages ikke heller.
DEN FREMMEDE
Farvel, frue! (han svinger sig over havegærdet) Fra nu af er De ikke andet – end et overstået skibbrud i mit liv.
Han går ud til venstre.
WANGEL ser en stund på hende
Ellida, – dit sind er som havet. Det har både ebbe og flod. Hvorfra kom forvandlingen?
1.utg: 218
ELLIDA
Å, forstår du da ikke, at forvandlingen kom, –
HU: 155
at forvandlingen måtte komme – da jeg fik vælge i frihed.
WANGEL
Og det ukendte, – det drager dig ikke længer?
ELLIDA
Hverken drager eller skræmmer. Jeg har kunnet få sé ind i det, – få gå ind til det, – ifald jeg bare selv havde villet.
HIS: 694
Jeg har kunnet vælge det nu. Derfor kunde jeg også forsage det.
WANGEL
Jeg begynder at forstå dig – lidt efter lidt. Du tænker og fornemmer i billeder – og i synbare forestillinger. Din længsel og higen efter havet, – din dragning imod ham, – imod denne fremmede mand, – det har været udtrykket for et vågnende og voksende frihedskrav i dig. Andet ikke.
ELLIDA
Å, jeg véd ikke, hvad jeg skal sige til det. Men du har været en god læge for mig. Du fandt, – og du voved at bruge det rette middel, – det eneste, som kunde hjælpe mig.
1.utg: 219
WANGEL
Ja, – i den yderste nød og fare vover vi læger så meget. – Men nu kommer du altså til mig igen, Ellida?
ELLIDA
Ja, kære, trofaste Wangel, – nu kommer jeg til dig igen. Nu kan jeg det. For nu kommer jeg til dig i frihed, – frivillig – og under ansvar.
WANGEL ser hjerteligt på hende
Ellida! Ellida! Å, – at tænke sig til, at nu kan vi to få leve helt for hinanden –
ELLIDA
– og med fælles livsminder. Dine – så vel som mine.
WANGEL
Ja, ikke sandt, du kære!
HIS: 695
ELLIDA
– og for vore to børn, Wangel.
WANGEL
Vore kalder du dem!
1.utg: 220
ELLIDA
Dem, som jeg ikke ejer, – men som jeg nok skal vinde.
HU: 156
WANGEL
Vore –! (kysser glad og ilsomt hendes hænder) Å, – usigelig tak for det ord!
Hilde, Ballested, Lyngstrand, Arnholm og Bolette kommer fra venstre inde i haven.
Samtidigt mange af byens unge folk og sommergæster udenfor på fodstien.
HILDE halvhøjt til Lyngstrand
Nej, sé – hvor rent forlovet hun og far ser ud!
BALLESTED som har hørt det
Det er sommertid, lille frøken.
ARNHOLM ser mod Wangel og Ellida
Nu sejler engelskmanden.
BOLETTE går til gærdet
Herfra kan man bedst se ham.
LYNGSTRAND
Sidste rejs’ for iår.
1.utg: 221
HIS: 696
BALLESTED
Snart er alle sunde lukket, som digteren siger. Det er trist, fru Wangel! Og nu mister vi jo Dem også for en tid. Imorgen flytter De jo ud til Skjoldviken, hører jeg.
WANGEL
Nej, – det blir der ikke noget af. For nu inat har vi to bestemt os om igen.
ARNHOLM ser afvekslende på dem
Ah, – virkelig!
BOLETTE kommer fremover
Far, – er det sandt!
HILDE hen imod Ellida
Blir du hos os alligevel!
ELLIDA
Ja, kære Hilde, – ifald du vil ha’ mig.
HILDE kæmpende mellem gråd og glæde
Åh, – tænk – om jeg vil –!
1.utg: 222
ARNHOLM
til Ellida
Men dette her kommer da sandelig som en overraskelse –!
ELLIDA smiler, alvorligt
Nå, ser De, herr Arnholm –. Husker De, – vi talte om det igår? Når en nu engang er ble’t en fastlandsskabning, – så finder en ikke vejen tilbage igen – ud til havet. Og ikke ud til havlivet heller.
HIS: 697
BALLESTED
Men det er jo akkurat som med min havfrue!
ELLIDA
Omtrent, ja.
HU: 157
BALLESTED
Bare med den forskel at havfruenhun dør af det. Menneskene derimod – de kan aklam-akli-matisere sig. Jo, jo, – jeg forsikrer Dem, fru Wangel, – de kan a-kli-matisere sig!
ELLIDA
Ja, i frihed kan de det, herr Ballested.
1.utg: 223
WANGEL
Og under ansvar, kære Ellida.
ELLIDA hurtigt, rækker ham hånden
Netop det er det.
Det store dampskib glider lydløst ud over fjorden. Musiken høres nærmere inde mod land.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her